Carlsberg Sport – den ville jeg ønske, jeg havde lavet

Flemming Slebsager, krea. dir., Kunde & Co

Flemming Slebsager, Kunde & Co: Der er langt mellem snapsene i reklameblokkene … og så kommer der en sodavand og en ping-pong pingvin

Jeg synes, der er meget langt mellem snapsene, når jeg ser reklameblokkene. Alle efterlyser kommunikation med kant, men når det kommer til stykket, holder man sig alligevel langt væk fra kanten i forsøget på at gøre alle målgrupper glade.

Derfor er det direkte livsbekræftende, når der engang imellem kommer en idé igennem, som er helt uafviselig rigtig. En idé, der er fuld af gennemslagskraft, fantasi og overskud – og som samtidig er superrelevant og fokuseret.

Interflora demonstrerede gennem lang tid hvor langt man egentlig kan komme med blomster. Oddset har en bærende idé, der er både stærk og afvæbnende – og som tilmed har fundet en af sine stærkeste eksekveringer her otte år efter starten.

Og nu har vi: Carlsberg Sport. Det syrede egern med den fænomenale boldkontrol og senest ping-pong pingvinen ,der får Michael Maze til at ligne en gammel mand.

Her er virkelig en kreativ idé, der udstråler overskud og charme, så man bare må overgive sig. Alt det, som reklame for dagligvarer bør gøre. Det handler oven i købet om produktet!

Holdet bag har virkelig brugt indersiden, og det er tilmed fantastisk godt eksekveret. Det gøres ikke bedre. Dén ville jeg gerne have lavet.