Carlsberg: Tungt medietryk bag lancering af niche-øl

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Gorm Larsen & Zornig står bag lanceringen af den første udenlandske specialøl på tv og i biograf herhjemme. Et tungt tryk er muligt, fordi materialet bliver versioneret til globale markeder. Se filmen her.

Grimbergen er en belgisk klosterøl, som er forholdsvis ny på det danske marked, men bag det genkendelige logo gemmer der sig en øl med en historie, der præsenteres som legendarisk. Carlsberg står bag brandet, og Gorm Larsen & Zornig bag kampagnen:

Klosteret i Grimbergen i Belgien er brændt ned flere gange igennem historien, men hver gang blevet genopbygget af klostrets munke. Det er derfor Fugl Fønix præger logoet. Klostret blev grundlagt i 1128, og i gennem generationer har Grimbergens munke forfinet smagen af den klosterøl, som i sin nuværende form blev lanceret i 1958.

Brand manager fra Carlsberg, Christine Danielsen, siger om forventningerne til brandet:

”Grimbergen sælger allerede over forventning og skaber merværdi til ølkategorien. Når folk smager den én gang, vender de tilbage. Nu glæder vi os til at fortælle den legendariske historie om klosteret, munkene og den kvalitet, som Grimbergen står for. Det er første gange nogensinde, at vi i Carlsberg går på tv og i biografen med en udenlandsk specialøl; det er selvfølgelig et tegn på, at vi har store forventninger til kampagnen, der også bliver fulgt op af digitale indsatser og events.”

Et så stort markedsføringstryk har ifølge Christine Danielsen kun kunnet lade sig gøre til et lille marked som Danmark, fordi materialet er lavet i samarbejde med Carlsberg Group og dermed også bliver versioneret til globale markeder.

Gorm Larsen & Zornig er det kreative bureau bag kampagnen. Bureauet sidder i Carlsberg-regi også med premium-brandet Jacobsen. Kreativ direktør, Morten Gad, siger.

”Når vi taler specialøl, er vi vant til at have fokus på produkt og forbrugssituation. Men her havde vi en helt legendarisk historie og nogle unikke brand assets som ild og Fugl Fønix, der jo bare skreg på at blive fortalt. Jeg er sikker på, at forbrugerne nok selv skal regne ud, hvordan og hvornår de skal nyde en Grimbergen.”

Ghost VFX står bag produktionen og de spektakulære ildscener i reklamefilmen, der kan ses i sin fulde version i biografen fra d. 19. april og på tv fra 4. maj.