Carlsbergs nye slogan ligner en succes

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Men brandet må fortsat lide den tort, at Tuborg går langt bedre, fremgår det af bryggeriets årsberetning.

Virksomheden hedder Carlsberg, men når det gælder brand-porteføljen, så er det ikke nødvendigvis det brand, der udvikler sig bedst.

Det fremgår af bryggeriets årsberetning, der samlet fortæller om en lille fremgang i omsætning til 65,4 mia. kr.

Driftsresultat faldt lidt til 8,5 mia. kr. men på grund af store afskrivninger blev det til et minus på bundlinjen.

Årsberetningen fortæller videre, at Carlsberg-brandet faldt to pct. som følge af både markedsnedgang generelt og manglen på en stor fodboldturnering (VM i 2014). Det siger noget om værdien af de store sponsorater.

Til gengæld konstateres det i beretningen, at det nye slogan “Probably the best…..” viser tegn på succes.

Carlsberg prøvede for nogle år siden at lancere en ny stor brandplatform under sloganet “That calls for a Carlsberg”, men fik den aldrig til at spille, og der var også turbulens på bureausiden.

Sidste år besluttede man så at vende tilbage til det gamle engelske slogan, som mange anså for at være det bedste.

Mens Carlsberg-brandet siver, så kan bryggeriet til gengæld notere solid succes for Tuborg, der efterhånden er større end Carlsberg.

Tuborg voksede med 15 pct. og det skyldes især vækst i Kina og Indien, hvor distributionen er udvidet, og hvor above-the-line kampagner har skabt øget opmærksomhed og efterspørgsel.

Også Somersby går rigtig godt. Væksten blev 21 pct., og resultaterne var i sær gode i Schweiz, Portugal, Polen, Canada og Australien.

Endelig har de andre premium-brands, Kronenbourg og Grimbergen, også udviklet sig godt Sidstnævnte voksede med 15 pct. og fås nu på 38 markeder. Væksten blev bl.a. understøttet af en ny international tv-kampagne.