Carlsbergs spareplan rummer offensiv på digitale medier

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bryggeriets spareplan rummer en del organisatoriske ændringer i den central marketingafdeling, og det har kostet en central person jobbet. Samtidig skal man have fundet en digital chef.

Opdateret vedr. ny digital chef: Carlsberg øger nu sit fokus på de digitale medier. Det er kommet frem i forbindelse med den store spareplan for hovedkontoret, der har ført til en række fyringer.

Som konsekvens af nedskæringerne er der sket en række organisatoriske ændringer, hvoraf nogen rent faktisk er offensive. Det drejer sig først og fremmest om oprettelsen af en ny afdeling under navnet Digital Media & Production, der skal tage sig af integreringen af digitale medier som en fundamental del af forretningsudvikling og kommunikation.

Der er i forvejen en række digitale kompetencer, som ledes af Jakob Kalkar og han vil fortsat have ansvaret for disse. Men den nye afdeling får et udvidet ansvarsområde omfattende bl.a. produktion og bureau-samarbejder, og man skal på jagt efter en til at lede hele den nye digitale afdeling. Desuden vil den digitale udvikling komme til at ske i samarbejde med lokale landeafdelinger. F.eks. er Tuborg Julebrygs nye app udviklet i Danmark.

“1,2 mio. har været inde og spille med i pakkelegen, og den app viser, hvor meget aktivering, der er i digitale aktiviteter. De får derfor en større og større rolle hos os, og nogen ideer ligger mest naturligt i en central afdeling, som kan udvikle på tværs af markederne,” siger Kirsten Ægidius, der er marketingdirektør i Carlsberg Danmark.

Ud over digitale medier samler Carlsberg også et team omkring forbrugerindsigt og i det hele taget en samling af insights. Det sker med henblik på f.eks. at blive skarpere til at fange nye trends.

En del marketingaktiviteter har været styret i et central team for marketing activation, men de bliver nu flyttet over til de teams, der har ansvaret for de enkelte brands. Det betyder et farvel til den ansvarlige for marketing activation, David Robertson, der har været hos Carlsberg siden 2009.

Spareplanen indebærer, at fokus på innovation bliver flyttet. Man har reduceret antallet af fokus-områder, og desuden vil landeorganisationerne komme til at spille en større rolle. Helt nye projekter bliver sat på stand-by, mens man koncentrerer sig om fortsat at udvikle og eksekvere relativt nye projekter som f.eks. Copenhagen og Beo – samt på at understøtte premium brands som ud over Carlsberg omfatter f.eks. Tuborg og Somersby.

Man har identificeret 3 hovedområder mod tidligere 5-6 stykker for den fremtidige innovation. Det gælder:

  1. Rekruttering af nye kunder
  2. Fadøls-kvalitet
  3. Lokale power brands

“Skal man sætte en overskrift på, så må det være, at innovation fortsat spiller en vigtig rolle, men den bliver mere fokuseret,” siger Kirsten Ægidius.