For nylig gjorde Dorte Nielsen, uddannelsesleder for Kreativ Kommunikation på DMJX, comeback som formand for Creative Circle (CC) – og nu træder hun tilbage. Ikke som formand for CC, men som uddannelsesleder for DMJX.
”Jeg har været uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation siden uddannelsens start, så nu er det på tide at prøve kræfter med noget nyt,” siger Dorte Nielsen.
Hun har tidligere været Art Director hos Ogilvy og Saatchi i London, og har vundet priser ved bl.a. Cannes Lions, D&AD, British Television og Epica.
Nu vil Dorte Nielsen bruge tiden på at hellige sig formandsskabet for CC – eller rettere, hun vil blandt andet gøre dette. For hun har tre grunde til at stoppe som uddannelsesleder.
”Alle folkeskoler og gymnasier skal have kreativitet, innovation og entreprenørskab på skemaet. Men hvordan gør vi, lyder spørgsmålet. Det er en større opgave, hvor man virkelig kan nå bredt ud. Jeg har derfor stiftet en konsulentvirksomhed i partnerskab med International Center for Studies in Creativity, NY, hvor jeg har en master i kreativitet, og med FourSight i Chicago. Målet er at undervise underviserne,” siger Dorte Nielsen.
Hun tilføjer:
”Jeg har fået to internationale kontrakter på bøger om kreativitet – og bøgerne, der bl.a. baserer sig på den nyeste neuroscience, skal være færdige til foråret.”
Dorte Nielsen har i forvejen – sammen med Kiki Hartmann – skrevet kreativitets-bogen Inspired, der i efteråret udkom på kinesisk.
”Formandskabet i Creative Circle kræver også stor opmærksomhed. Det er her, vi finder de professionelle folk og det høje kreative output. Og på den måde vil jeg beskæftige mig med kreativitet på den både bredest og dybest tænkelige måde – med både tankegangen fra den udøvende reklamebranche og den akademiske baggrund,” siger Dorte Nielsen.
Hvem der skal overtage hendes plads som uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation, er endnu ikke afgjort, for det er officielt først 1. september, at hun siger farvel.
”Jeg haft mange fantastiske år og siger på fredag farvel til det 6. hold fra Kreativ Kommunikation – endnu et super hold, hvor vi har droppet mappedagen, fordi de fleste af dem allerede har fået job. Jeg har også haft inspirerende kolleger, og vil særligt gerne takke Claire McNally, Katrine Granholm og Ulrik Jessen,” siger Dorte Nielsen.