Når juryen til Creative Circle Award (CCA) vurderer de indsendte arbejder, sker det bl.a. med afsæt i kampagnernes målgrupper. Juryen sætter sig således i målgruppens sted.
Det var imidlertid ikke nødvendigt, da Mikkel Møllers film skulle vurderes. For her var det netop juryen, der var den primære målgruppe.
Mikkel Møller var i fire år kreativ konceptudvikler hos &Co – indtil november, hvor hans stilling desværre måtte opsiges som følge af coronaen. Kort efter fik han en idé til en ‘kampagne’, der kulminerede, da juryen så hans indsendte film.
Arbejdet har en kryptisk titel, “5_361_0_49_0”, og man skal et stykke ind i filmen, førend den giver bare lidt mening. Den leger selvironisk med branchens modeord, indtil call to action bliver leveret – på en overraskende måde.
“De kreative direktører på reklamebureauerne kan være svære at få fat i. Og få afsat tid til et møde er endnu sværere. Men juryen ved CCA består hovedsaligt af kreative direktører, så derfor sendte jeg en film ind i kategorien Self Promotion. Jeg tvang dem på en måde til at se min film.” siger Mikkel Møller.
Hvad fik du ud af dét?
“Formålet var at gøre opmærksom på mig selv på en sjov og anderledes måde. Og samtidig få vist nogle af mine fagligheder, selv om det jo først og fremmest handlede om at få lavet nogle kaffeaftaler med jurymedlemmerne. Og jeg fik mange rigtig fine beskeder med rosende ord … og invitationer til kaffe. Så jeg har nået dét, jeg havde håbet på,” siger Mikkel Møller.
Betyder det så mindre, om filmen bliver shortlistet?
“Jeg vil selvfølgelig blive stolt, hvis det sker, men målet med indsendelsen har hverken været shortliste eller award, men at få gjort juryen opmærksom på mig og de nye muligheder for et samarbejde i form af freelance-opgaver eller måske en ny fastansættelse,” siger Mikkel Møller.
Shortlisterne ved CCA offentliggøres i slutningen af næste uge.
Se filmen: