CCA hyldede Michael Robert, der fik aftenens største bifald

Peter Engholm
25@mail.dk

Bestyrelsen i Creative Circle stemmer ikke i juryen. Til gengæld uddelte den sin egen pris; Creative Achievement Award. Og vinderen var populær.



Modtageren af den første Creative Achievement Award: Michael Robert. Foto: Niels Busch

Creative Circle lancerede en nyskabelse ved årets award, og det blev vel modaget.

Foreningen har altid arbejdet på at identificere og hylde godt kreativt arbejde. Og via arbejderne har foreningen hyldet dem, der står bag.

”Men i år går vi skridtet videre,” lød det på scenen fra CC’s formand, Dorte Nielsen, da hun præsenterede den nye Creative Achievement Award.

Hun oplyste, at prisen erstatter Special Circle Award, og præsenterede vinderen;
 Michael Robert, kreativ direktør i – og medstifter af – Robert/Boisen & Like-minded.

Juryformand David Asmussen havde formuleret følgende begrundelse:

”Vi ser Danmarks bedste kreative i juryen hvert år, og vi ser dem på scenen. Der er til gengæld færre, der er på scenen hvert år. Og der er kun meget få der har været på scenen i et helt årti. En af dem, man kan stole på altid leverer varen. En af dem, der ikke kun løfter niveauet og sætter baren højere – en af dem, der sætter branchen i en ny retning. En af dem, der får danske brands ud i verden. Eller får verdenskendte brands til Danmark. Og igen i år har vi set hans navn på tværs af kunder, kategorier og kompetencer.

https://www.youtube.com/watch?v=S1SN3c9s-XA

Publikum fik to min. med et årtis højdepunkter fra Michael Robert.  

Bestyrelsen i Creative Circle har ikke stemmeret ved awarden. De afstikker i stedet rammerne som juryformænd.

Creative Achievement Award er bestyrelsens pris, men at dømme ud fra de 550 personer i salen er det også branchens pris. Michael Robert fik betegnelsen pioner – en pioner, som ikke kun kreative, men også kunder kan lære noget af.

Han gik på scenen ledsaget af aftenens største bifald og stående ovationer.