Kunne bureauerne ikke bare have indsendt 3 arbejder mere, eller hvis bare Creative Circle ikke været så effektiv i sin fintælling … så havde CCA rundet 800 indsendelser.
Nu må Nordens største kreative awardshow nøjes med at slå sin egen rekord – noget, der lå i luften allerede sidste måned, da Early Bird-indsendelserne viste sig at være tre gange højere end vanligt. Ved den lejlighed gled bestyrelsesformand i Creative Circle, Dorte Nielsen, på politiker-vis udenom at kommentere en potentiel indsendelses-rekord.
Men nu er talen klar:
”797 indsendte arbejder er imponerende. Det er fantastisk, at der er blevet lavet så mange arbejder, som bureauerne virkelig tror på. Og det er spredt således, at der er fremgang i stort set alle kategorier. Historisk set er der en sammenhæng mellem antallet af indsendelser og det kreative niveau, så vi glæder os over det vildt høje antal indsendelser, og vi glæder os til at se nærmere på de enkelte arbejder,” siger Dorte Nielsen.
De opmærksomme læsere af Bureaubiz – findes der andre? – vil huske en artikel fra sidste år, hvor en graf kunne berette om 827 arbejder ved CCA i 2012 og 808 i 2013.
Men det var inkl. indsendelser til ungdomskonkurrencerne, YCCA.
Dem regner CCA ikke længere med i denne optælling, men hvis de gjorde, så er 1000 indsendte arbejder inden for rækkevidde. Regnestykket for 2023 ser nemlig således ud: 797 CCA + 187 YCCA = 984.
”Nu er alle indsendelser kommet på plads. Juryformændene har kigget alle arbejderne igennem, og i dag – torsdag den 9. marts – begynder juryarbejdet for Creative Circle Award 2023. Vi har i år 112 jurymedlemmer fordelt på 7 juryer, og vi har 15 juryformænd,” siger Dorte Nielsen.
Efter en online-briefing af jurymedlemmerne åbnes der for shortliste-afstemningen, der foregår online og hjemmefra. Selve jurydagen – hvor det ædle metal bliver fordelt – er fysisk og foregår lørdag den 25. marts.
Awardshowet finder sted fredag den 2. juni.