CEO-post til WoCo’s ex-marketingdirektør

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Ole Andersen skal være CEO i Danhostel og varsler en øget vækst gennem bedre kundeoplevelser og en styrkelse af brandet.

Efter 14 år som salgs- og marketingdirektør i Wonderful Copenhagen og et lille år som selvstændig, starter Ole Andersen i dag som ny CEO for Danhostel.

Dermed får han det overordnede ansvar for udvikling og markedsføring af kæden, der består af 89 vandrehjem med samlet 1,1 mio. overnatninger.

Allerede fra første dag lover Ole Andersen, at der vil ske forandringer i den frivillige kæde, der i alt har en omsætning på 411 mio. kroner.

”Målet er at få skabt vækst og øge indtjeningen hos medlemmerne, hvilket skal ske gennem en styrkelse af kundeoplevelsen, brandet og historiefortællingen samt ved resultatskabende salgs- og markedsføringsaktiviteter. Danhostel vil også styrke sit samarbejde med oplevelseserhvervet og tage aktiv del i at skabe vækst i dansk turisme,” siger den nye CEO.

Ole Andersen kommer desuden til at stå i spidsen for Turismens Samarbejdsforum, som Danhostel overtager formandskabet for ved årsskiftet.

Han afløser Ina Thorndal, der den 1. november starter som direktør hos Børnehjælpsdagen.