Charlie Tango direktør sagde farvel. Og så alligevel ikke

Finn Graversen,
journalist

Mads Toft er gået i gang med at bygge et nyt bureau, der skal være partnerdrevet efter inspiration fra engelske Naked. Han har en samarbejdsaftale med Charlie Tango og 2 ud af 5 partnere på plads.

Når man har slidt for at bygge et bureau, så kan det være fristende at sælge til en større og stærkere organisation.

Men er man en entreprenant type, så er det ofte set, at det kan være svært at passe ind i et større corporate miljø.

Mads Tofts historie ligner på mange måder ovenstående.

Men så alligevel ikke.

Han var en af partnerne i In2media Group, der solgte til KMD og blev til Charlie Tango. I foråret valgte han så at sige farvel til jobbet som en af lederne i Charlie Tango.

Men herfra bliver hans historie anderledes, for han sidder stadig i Charlie Tangos lokaler på Østerbro i København – blot nu i regi af sit eget bureau med en samarbejdsaftale med Charlie Tango.

“Det er egentlig ganske enkelt. Jeg har altid arbejdet med marketing og content, og den del af forretningen kom til at fylde mindre i den store fusion. Uffe Henriksen (adm. dir. for Charlie Tango, red.) og jeg var enige om, at det ville give meget mere mening for begge parter, at jeg fokuserer på at bygge et superskarpt content og performance-marketing baseret bureau, der kan konkurrere frit om opgaverne og hvor vi kan trække på hinanden, hvor det giver mening” siger Mads Toft.

Som sagt så gjort. Han er nu i gang med at bygge et nyt bureau, og for ham er det et spørgsmål om nærmest at reboote sig selv.

“Jeg har arbejdet med content i mange år – først med mit eget bureau, som siden blev til en del af In2media Group. Det har givet en masse erfaringer, og jeg synes, det er en fantastisk chance at få lov til at bruge dem i opbygningen af et nyt bureau,” siger Mads Toft.

Han har allerede døbt det nye bureau og landet et antal kunder – men reelt er han ikke færdig med opbygningen endnu.

“Jeg ønsker at bygge det nye bureau med inspiration fra engelske Nakeds model. Det betyder, at jeg satser på at skabe et bureau, der bygger på en stærk partner-struktur. Konkret indebærer det, at 49% af ejerskabet skal være placeret hos 5 partnere,” siger Mads Toft.

De første to partnere er allerede med: Torben Møhring, der er kreativ med en fortid hos både Charlie Tango og Agency Spring, og Anders Qwist, der arbejder med data og distribution i de digitale kanaler og kommer fra Obisidian Digital, hvor han var ansvarlig for deres paid enhed.

Modellen handler om, at partnerne ikke skal købe sig ind, men at deres ejerandel udvikler sig i takt med, at bureauet udvikler sig kvalitativt.

“Den økonomiske udvikling er fælles. Det vi måler hinanden på, og som ligger til grund for udviklingen i ejerandelen, handler om faglighed. Grundideen er, at vi kun kan lykkes, hvis vi er gode til at bruge hinanden,” siger Mads Toft.

Der bliver tale om et bureau, hvor DNA’et handler om at hjælpe kunderne med at sætte en retning og med at udkomme med content på en intelligent måde i hele den digitale kunderejse. Det primære er ikke at producere indhold, for virkeligheden i dag er, at det sker på alle mulige måder – også hos kunderne selv.

“Men de bruger alt for megen tid og alt for mange ressourcer på at gøre det kreative klar til alle de mange forskellige platforme og formater for slet ikke at tale om kampen med optimering undervejs. Vores ambition er at gøre det billigere, hurtigere og bedre end virksomhederne og de eksisterende bureauer gør det i dag,” siger Mads Toft.

Navnet på bureauet er blevet BirdsAtFive.

“Rigtig meget i arbejdet med at strukturere content i kunderejsen handler om at være hurtig og være tidligt ude. Det er fuglene, når de begynder at fløjten kl. 5 om morgenen,” siger Mads Toft.