OpenAI åbner fra mandag den 24. august for, at virksomheder kan købe annoncer på ChatGPT i Danmark samt 30 andre europæiske markeder, herunder Norge, Sverige, Tyskland, Spanien, Italien, Holland, Irland, Belgien, Østrig, Polen, Tjekkiet og Portugal.
Det skriver Geelmuyden Kiese i en pressemeddelelse på vegne af OpenAi.
Annoncørerne får adgang til platformen gennem OpenAIs bureaupartnere, som ifølge pressemeddelelsen er Publicis, WPP, Omnicom, MediaPlus, Havas og Dentsu. Samtidig skulle en selvbetjeningsløsning til mindre virksomheder og iværksættere være på vej.
Hos Dentsu vurderer Louise Stolberg, managing director i iProspect, som er en del af Dentsu, at ChatGPT Ads i første omgang bliver et supplement til eksistserende search- og performancekanaler.
“Men hvis brugernes adfærd fortsætter med at flytte sig fra traditionelle søgemaskiner mod AI-platforme, som vi forvener, at de gør, så vil budgetterne naturligt følge med. På sigt kan ChatGPT derfor tage en del af den rolle og de investeringer, som i dag ligger hos især paid search,” siger Louise Stolberg.
Hun siger dog også, at det er for tidligt at sige, hvor stor platformen bliver.
“ChatGPT har allerede en størrelse, som gør, at vi ikke ser det som en nichekanal. For annoncørerne handler det nu om hurtigt at lære, hvordan kanalen fungerer, og hvor den kan skabe værdi i kunderejsen,”
Hos Publicis oplever man allerede interesse for de nye annoncemuligheder.
“Appetitten er tydelig, og vi forventer, at flere brands vil være klar til at teste mediet, når det lanceres i næste uge,” siger CEO Lars Anthonisen.
Ikke alle bliver eksponeret for annoncer på ChatGPT
Annoncerne bliver dog ikke vist til alle, der benytter sig af ChatGPT. Fx bliver de ikke vist for brugere med Plus-, Pro-, Business-, Enterprise- eller EDU-abonnementer. Desuden bliver de ikke vist til brugere under 18 år.
Annoncerne bliver ifølge pressemeddelelsen tydeligt markeret og adskilt fra ChatGPTs svar. Selskabet oplyser samtidig, at annoncer ikke påvirker svarene, og at annoncører ikke får adgang til brugernes samtaler.