Choktal: Mobilepay – 180 mio. transaktioner. Swipp – 5 mio.

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Jyllands-Posten har fået fat i interne dokumenter, der viser, at Swipp indtil nu har været en bekostelig affære for bankerne bag.

“Det virker,” forsvarede Henrik Juul fra Partners sig med, da hans Reimer Bo-kampagne for Swipp blev udsat for hård kritik.

Det virkede så ikke mere end, at bureauet mistede kunden. Til gengæld kan efterfølgeren, Hjaltelin Stahl, heller ikke rigtig prale med, at “det virker”.

Det fik man en klar antydning af, da Nordea i sidste uge droppede Swipp til fordel for et samarbejde med Danske Banks Mobilepay. Og nu kan Jyllands-Posten så komme med informationer, der kan være med til at forklare den nyhed.

Swipp startede i 2013 nogle måneder efter Mobilepay. I første omgang har man talt om brugere, hvor MobilePay har været klart i front – men Mobilepays succes flyttede Danske Banks fokus fra brugere til transaktioner.

Ganske naturligt for det er fint at have mange brugere – men hvis de ikke bruger app’en, er det ret ligegyldigt.

Det tal har Swipp dog aldrig villet ud med – men det er det, som Jyllands-Posten nu kan fortælle om, fordi avisen har fået fat i interne dokumenter.

Tallene er chokerende. De viser, at Swipp står til at lande på 5 mio. transaktioner i år. Mens Mobilepay forventes at lande på 180 mio. transaktioner. Mobilepay forventes således at være 36 gange større på transaktioner, hvilket er betragteligt mere end forskellen i størrelse på antal brugere. Swipp er noteret til omkring 1 mio. brugere mod Mobilepays ca. 3,2 mio.

Jyllands-Posten kan desuden citere af hinanden uafhængige kilder for, at omkostningerne til Swipp har været på et niveau, så det har kostet ca. 30 kr. pr. transaktion.

Ingen i Swipps top – hverken adm. direktør Martin F. Andersen eller bestyrelsesformand, Anders Jensen – har ønsket at kommentere tallene over for Jyllands-Posten.

Avisen har desuden også kunnet fortælle, at Nordea beskyldes for dobbeltspil, idet Swipp var i dialog med Danske Bank, da det pludselig kom frem, at Nordea var gået solo.

71 banker stod oprindeligt bag Swipp.