Christian Grau: Den ville jeg ønske, at jeg havde lavet

Peter Engholm
25@mail.dk

Der er så meget, marketingchefer og bureauer ikke tør – og derfor fortjener Oddset-kampagnen respekt.

Bureaubiz fortsætter serien “Dén ville jeg ønske, jeg havde lavet”, hvor kreative sætter fingeren på et stykke overbevisende kommunikation, der kun har én større ulempe: At det ikke er lavet af dem selv – eller af nogen på deres bureau.

Christian Grau, freelance tekst og konceptudvikler – samt institutbestyrer på Kreativ Basis, Grafisk Højskole – holder stien ren ved heller ikke at inddrage tidligere arbejdspladser, Republica og Kunde & Co, når han finder roserne frem.

“Man burde selvfølgelig vise sin fedhed ved at fremhæve en kampagne, ingen har set før. Den geniale film for brasiliansk juice eller et østrigsk dagblad. Ikke desto mindre er jeg først og fremmest taknemmelig for de kreative, der løfter reklameblokken på det marked, jeg selv kæmper med på jobbet og hjemme foran kassen. Folk, der ikke bare laver et one-hit-wonder, men en kampagne, der kan køre år efter år med talrige fantastiske eksekveringer”, siger Christian Grau, der er således er gået lifetime-achievement mode og kaster blikket mod Store Kongensgade i København:

“BBDOs kampagne for Oddset demonstrerer en genial indsigt, som spiller på en indforståethed hos målgruppen og samtidig besidder et sjældent mod til at blæse på dem, der ikke er med. “Der er så meget kvinder ikke forstår” … hvor mange marketingansvarlige havde lige turde køre den, før vi alle sammen så, hvor tilgiveligt charmerende det kan gøres? Respekt for det.”

Christian Grau karakteriserer Oddset-kampagnen som mageløs fra de første eksekveringer med havefodbold til de mere spektakulære misforståelser i de seneste fortolkninger. Det viser samtidig konceptets spændvidde, mener han.

“Det kan eksekveres på alle medier, med små og store armbevægelser og nye ideer, når de gamle er ved at være trådt ud. Hvor tit har man ikke selv solgt et koncept med ordene “Ja, det fede er jo, at man kan blive ved og ved med at fylde ideer på,” mens man med tilbageholdt præstationsangst tænker på nattens kamp med at vride tredje film ud af platformen? Oddset magter det. Jeg bukker mig i støvet og spiller Ailton som ligatopscorer næste sæson – jeg er ikke engang sikker på, jeg selv forstår det,” siger Christian Grau.