Christian Nielsen havde behov for at blive nulstillet som menneske

Peter Engholm
25@mail.dk

“Jeg sad hjemme, og min kone og jeg talte om noget helt andet – sikkert tennis – da jeg pludselig sagde: “Jeg siger op i morgen”. Christian Nielsen havde behov for tid til at tænke og lade sig ramme af virkeligheden. Fire måneder senere viste virkeligheden sig at være fin – heriblandt mødet med passionerede…

Når Umwelt og Magnetix nu tænker ovenfra og ned – og ud fra en bærende idé udviklet af det kreative bindeled, UMA – så skyldtes det bl.a. Christian Nielsen, der før var kreativ direktør i Umwelt.

Og når rollen som rendyrket idé-udvikler ikke var formuleret før, så skyldtes det igen Christian Nielsen. Med Umwelts adm. direktør Steen Søndergaards ord:

“Christian var kreativ chef, coachede medarbejdere, skrev tekster … havde for travlt. Den måde tingene fungerede på, fungerede ikke for Christian. Vi måtte finde en måde at fortsætte.”

Måden og målet blev UMA – ren idé-generering, ren tekst, ingen ledelse – “et drømmejob” ifølge Christian Nielsen, men den personlige process tog flere måneder, og introen var langt fra drømme-agtig.

“Jeg sad hjemme, og min kone og jeg talte om noget helt andet – sikkert tennis – da jeg pludselig sagde: “Jeg siger op i morgen”. Jeg havde diskuteret det længe med mig selv, og jeg havde behov for at blive nulstillet som menneske. Umwelt var en så stor del af min identitet – vi havde startet det som no-names eller i bedste fald som anerkendt talentfulde – og jeg spurgte mig selv, hvor dygtig jeg egentlig var, og om det i givet fald var det eneste, jeg var god til,” siger Christian Nielsen.

Var det en lettelse at træffe beslutningen – var du ked af det?

“Nej, egentlig var jeg glad. Glad for mit arbejde og mine kolleger. Det var det, der gjorde det så hårdt. At skulle gå ind til Steen, min makker gennem 16 år, og sige op – det ændrer ikke kun ens egen situation og identitet, men også din makkers. Og her taler vi samtidig om et venskab. Bagefter skulle jeg fortælle det kreative hold, at jeg stoppede, og det var direkte rædselsfuldt. De folk havde købt ind i et tankesæt og en drøm, som jeg havde formuleret, og så stiger jeg af? Oven på dén holdpræstation? Jeg har ikke haft så dygtige kreative som dem”, siger Christian Nielsen.

Men over de gode folk stod dét at tage ansvar for sit eget liv – og behovet for ikke at lave noget, for ikke at have planer.

“Jeg måtte rive virkeligheden i stykker for at se den igen – eller formuleret anderledes: Nu måtte virkeligheden ramme mig. Der gik fire måneder … og jeg syntes, virkeligheden er fin”, siger Christian Nielsen.

Månederne uden planer gik med at freelance for Umwelt og med at se andre bureauer. Og dét viste sig at være en særdeles opløftende oplevelse:

“Jeg kom ud i branchen og fik nogle attraktive tilbud – men det var ikke så meget det, men derimod at jeg mødte og opdagede fantastiske mennesker: Fulde af visioner og passion. Personer, der mere end bare at være well-off – pg det var de – frem for alt kunne definere en lidenskab for faget. Måske ikke overraskende, men stadig fedt at opleve den rene ambition om at lave god reklame,” siger Christian Nielsen.

Trods tilbud og glæden ved – også på andre bureauer – at møde ligesindede gik pegede pilen atter mod Umwelt og Magnetix. På baggrund af et initiativ, der vel at mærke ikke kom fra ham selv.

“Tilbuddet var lavet af de mennesker, der kender mig 100 pct., og som ved, hvad jeg kan, og vil … og nok så væsentligt: ikke vil. Der var helt initiel glæde ved, at det var noget, min tidligere med-direktion og eks-medaktionærer tilbød mig. Nu gav de mig muligheden for at leve et mere spidst fagligt liv. Og sammen med Jan Sverker i UMA at angribe ovenfra og leve af grundideen og kreativitet. Det, jeg laver i dag, lavede jeg også før – samtidig med, at jeg var leder for 17-18 mand og opdateret på alle projekter samt var med til at drive et reklamebureau”, siger Christian Nielsen.

Opdateret ledelsesmæssigt og kreativt, men ikke personligt?  

“Som medejer i en virksomhed er det første, du skal afgive, din frihed. Og det første, du skal afgive som kreativ direktør, er æren. Som leder kommer du til sidst. Og det har været den største luksus ved at stoppe som kreativ direktør: At tage sig tid til at tænke. Og at mærke glæden ved at tilvælge”, siger Christian Nielsen, der undrer sig over, at bureauer ikke er mere behandler deres eneste råvare – tid – mere nidkært.

Men arbejder du da selv mindre nu end tidligere?

“Tjah, Jan Sverker og jeg kan arbejde her i rummet, der forbinder Umwelt og Magnetix. Vi kan arbejde i hans køkken, hver for sig eller hjemme hos mig. Jeg er hjemme, når børnene kommer fra skole. Det er et godt liv. Der er en behagelig mangel på fysiske normer, men leverancen skal stadig være synlig – ja, mere synlig end nogensinde, med Umwelt og Magnetix’ nye konstruktion. Men ledelse kan du ikke udføre hjemme fra køkkenet,” siger Christian Nielsen.