Citroën-kampagne a la Leth

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Ny Citroën-kampagne har Leth’er både bag og foran kameraet. Asger Leth har filmet sin far, Jørgen Leth. Kunde & Co står bag.  

De har samme blod i årerne og samme profession. Og nu er far og søn, filminstruktørene Jørgen og Asger Leth, også at finde på selvsamme film-produktion for Citroën, hvor de henholdsvis agerer og instruerer.

Det er Kunde & Co, der har udviklet bilproducentens nye kampagne, der har konceptlinien ’Leth at elske’, som spiller på Jørgen Leths store passion for det franske bilmærke.

Leths første dyt
Marianna Sabotkovska, marketingdirektør for Citroën, DS og Peugeot DK i K.W. Bruun Import, fortæller om baggrunden for parringen af bilmærket og Jørgen Leth:

”Citroën var Jørgen Leths første bil, og lige siden har han været trofast følger af mærket. Citroën er kærlighed til originalitet, høj komfort og en stolt arv. Egenskaber som Jørgen Leth også føler dybt for, og som han altid har associeret med Citroën, så hvem skulle være bedre til at beskrive mærket end ham?”

Nedenfor ses kampagnens første film. Den er instrueret af Asger Leth, som også instruerede TV2’s ‘Alt det vi deler’:

På sin Facebook-profil har Asger Leth dog også postet en længere ‘directors cut’-version, som giver Jørgen Leth noget mere spillerum.

På den ledsagende tekst skriver Asger Leth om filmen: “Her er en lille tosset sag, som jeg har hjulpet den gamle med at lave. En slags hybrid. Vi synes den er sjov, og det håber vi også I synes”.

Strategi før kreativitet
Forud for udviklingen af ‘Leth at elske’-koncept og kampagne ligger et strategisk forarbejde, hvor man hos Kunde & Co og K.W. Bruun Import (der står for salg af Citroën i Danmark) markedstestede 3.500 bilkunder.

Udfra markedstesten identificerede man eksisterende og fremtidige kernekunder og fandt deres drivers i forhold til valg af bil. Derfra handlede det om at omformulere data, segmenter og adfærd til følelser og kreativt koncept.

Seniorkonsulent Jacob Blegvad fra Kunde & Co og fortæller om processen:

”Arbejdet med Citroën illustrerer vigtigheden af at fundere strategi, koncept og kampagne i data og grundig analyse. Når man lader efterspørgslen i markedet tale for sig, bliver det nemmere at vælge de rigtige initiativer – og lettere at tage modige valg, som jeg synes, at K.W. Bruun Import har gjort det med denne eksekvering”.


Seniorkonsulent hos Kunde & Co, Jacob Blegvad, mener at de nye Leth-film for Citroën står skarp i kontrast til typiske bilreklamer.

Improviserende Leth
Udover at være filmskaber og digter har Jørgen Leth, som de fleste ved, i mange år kommenteret Tour de France. Her har han begejstret danske cykelløb-aficionados og frankofile med sin karakteristiske diktion og malende beskrivelser.

Et af Leths seneste kunstneriske projekter, har været et par spoken word-plader med musikerne Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, hvor Leth taler frit for leveren over et givent emne. Det lader til, at de nye film for Citroën er opstået lidt ud fra samme devise.

Seniorkonsulent Jacob Blegvad fortæller om, hvordan man i denne produktion er gået alternativt til værks.

”Med Leth i spidsen går vi up-against de typiske bilreklamer, som oftest er meget orkestrerede til punkt og prikke. Det slipper vi helt og lader i stedet Jørgen komme med sine egne refleksioner, betragtninger og passion. Han fik blot nogle enkelte input, og så var det ellers ham selv for resten. Det gør det autentisk og ægte – fordi det er det – og det giver et univers med masser af sjæl, som appellerer til de vigtigste segmenter i markedet.”

’Leth at elske’-kampagnen løber henover vinteren på tværs af kanaler inklusiv Citroëns 66 forhandlere rundt omkring i landet. I takt med at kampagnen skrider frem, vil Jørgen Leth-universet folde sig gradvist mere ud på Citroëns forskellige platforme.