Clienti skal skabe nyt stort trafik-brand

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Nordjyllands Trafikselskab skal igennem en omfattende branding-proces. 3 bureauer dystede om opgaven.

Nordjyllands Trafikselskab er en etableret spiller på det nordjyske marked med fokus på busser samt plejehjems- og skole-kørsel. Men der er flere trafik-former på vej ind i det, som på den måde kan udvikle sig til en paraply-organisation for nordjysk trafik mere bredt.

Den udvikling lægger op til at revitalisere brandet og kommunikationen – og det har man nu valgt et bureau til at hjælpe sig med.

Tre bureauer deltog i et udbud, og det blev Clienti, som skal hjælpe Nordjyllands Trafikselskab med at folde den fremtidige strategi ud, i form af en helt ny forretningsplan, brandplatform og kommunikationsplatform.

“Mobilitet er et nøgleord for udviklingen i de nordjyske kommuner. NT får en hovedrolle i den sammenhæng og vi glæder os til denne højaktuelle opgave,” siger Michael Andersen, strategisk direktør i Clienti. Han suppleres på opgaven af kontaktchef Christian Sommer som bliver kundeansvarlig for NT.

Det er ikke oplyst, hvem Clienti var oppe mod, men såvidt Bureaubiz erfarer, var der tale om Envision og nordjyske Weltklasse.

Nordjyllands Trafikselskab er ejet af de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland.