Egentlig er jeg på det personlige plan ikke til kundeklubber, alle de kort man altid glemmer derhjemme og alt det bøvl med at indløse sin gevinst, har aldrig været mig.
Og på det faglige plan er det slet ikke mig. Det er alt for primitivt, og jeg har altid haft sådanne arrangementer mistænkt for at udhule brandværdien for afsenderen. SAS’s bonuspoint har stået som eneste undtagelse i min verden.
Alligevel lykkedes det for et års tid siden en Matas-ekspedient at overbevise mig om, at jeg skulle være medlem af deres Club Matas.
Nu er jeg storforbruger af skønhedsprodukter, det kommer med alderen, fordi man føler sig forpligtet til at smøre sig med flere og stadigt dyrere cremer for at holde kadaveret i nogenlunde præsentabel stand, så der trillede hurtigt mange point ind på min konto.
Og da jeg en dag opdagede, at boghandlerkæden Arnold Busch på en eller anden snedig måde var blevet en del af klubben, gik det rigtig stærkt med pointene. Nu kunne jeg både holde det ydre og indre ved lige.
For første gang har jeg været del af en salgsmaskine, som virkelig virker. Før jeg blev medlem, lagde jeg de fleste af mine kosmetik- og bogindkøb i Magasin, nu trisser jeg som en zombi ned ad Købmagergade for at komme ind i klub-butikkerne for at handle.
Og de er dygtige til at holde mig til ilden, der ligger ustandselig lokkende mails i min indbakke med særligt gode tilbud til medlemmer. Club Matas er simpelthen blevet en fast bestanddel af mit liv – uden at det er noget, jeg har tænkt synderligt over. En umærkelig adfærdsændring.
Det er moderne. Der er godt tænkt og det bliver bedre og bedre efterhånden som flere andre detailkæder kommer ind i systemet. Club Matas har elegant formået at gatecrashe sig forbi alle mine ”reklame nej tak-skilte”.
Indtil i mandags kunne jeg dog aldrig have fundet på at skrive en klumme om det, for indtil i mandags var klubben stadig under min bevidstheds radar. Men så skete der noget. De begik en fejl.
I min mailboks lå der en lakonisk besked om, at Club Matas havde efterkommet min ordre om, at jeg ville meldes ud. De havde slettet mine point og bad mig om at klippe mit medlemskort over.
HVAD?
Jeg havde ikke bedt om at blive meldt ud, og jeg havde ikke tænkt mig at opgive alle mine mange point. Følgelig gik jeg i gang med at finde ud af, hvordan jeg kunne komme i kontakt med dem. Det kunne kun ske pr. mail, så en sådan blev fluks sendt af sted.
Nu ved man jo aldrig om, der er nogen i den anden ende, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte slå vejen forbi min lokale Matas for at give udtryk for min harme.
Det var jeg så ikke ene om. Da jeg kom derned, stod der en kødrand af opbragte kvinder, som også var blevet meldt ud. De stakkels ekspedienter smilede og forklarede og pegede på skilte, der var sat op overalt i butikken.
UNDSKYLD DET ER EN FEJL, INGEN ER MELDT UD.
Ok, vi lod os berolige og smilede lidt genert til hinanden og gik igen.
Det er selvfølgelig noget sjusk at begå sådan en brøler, men det lykkedes dem at komme godt ud af det, og de fik mig bevidstgjort om deres projekt. Senere har jeg modtaget søde og beklagende e-mails. Ja, vi er nærmest blevet venner.
Og nu er hele min plannerbevidsthed blevet aktiveret, og den giver absolut cadeau til hjernerne bag Club Matas, hvem de så måtte være. Det er edder mane mig godt gået.
Jeg håber og tror, at det er en god forretning, og jeg bøjer mig i støvet for at Matas er sluppet af sted med at tage hele brand-æren for projektet i en grad, at andre retail-kæder nu skilter med Club Matas i deres butikker.
Det udvider begrebet markedsleder betragteligt, når en kæde af materialister kan stå i spidsen for en højt estimeret boghandlerkæde, Profiloptik, Nordisk Films biografer, Inspiration, Sportigan med flere.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
Hanne@hannefeldthus.dk
