Man kan ikke tale om, at der mangler nyheder på dansk tv. Men interessen for den amerikanske valgkamp er enorm, og hvor er det mere naturligt at følge den end CNN?
Det er udgangspunktet for et fremstød for den amerikanske tv-station, som er gået i luften i dag, og som er tilrettelagt af Advice.
Kampagnen, der bl.a. rummer en dansk Facebookside, skal få danskernes øjne op for, at CNN er det naturlige valg, hvis de ønsker at følge valget helt tæt.
Målgruppen er primært politisk interesserede danskere, der gerne vil følge valgets udvikling dag for dag. Gennem ambassadørkorps, netværksarbejde og en dansk indgang til CNNs massive og brede dækning af valgkampen viser kampagnen målgruppen, hvad CNN har at byde på.
”Ud over at kunne se CNN på tv vil danskerne kunne følge præsidentvalget tæt på CNN.com, gennem vores apps og på vores danske facebookside ”CNN Amerikansk valg 2012”. Vi tilbyder en fuld dækning, som intet andet medie i Danmark kommer i nærheden af, siger Peter Solak, der er senior marketingmanager for CNN i Danmark.
Facebooksiden kommer til at have en dansk redaktør, som er i løbende kontakt med nyhedsredaktionerne i USA og London for at kunne formidle seneste nyt, eksklusive interviews m.m.
En række kendte politiske kommentatorer, som f.eks. tidligere minister Mogens Lykketoft, journalist på Weekendavisen Martin Krasnik, tidligere minister Lykke Friis, international redaktør på Politiken Michael Jarlner og USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen, vil desuden gæsteblogge på siden.