&Co. er årets altoverskyggende bureau

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

&Co. er blevet kåret til Årets Bureau af Bureaubiz, da det med længder er det mest prisvindende i Danmark siden sidste sommer.

I Danmark er der en god del prisuddelinger til den kreative branche. Men uanset om prisuddelingen har heddet True Award, Creative Circle Award eller Danish Internet Awards – så har reklamebureauet &Co. høstet rigtig mange priser for det arbejde, de har præsteret gennem det seneste år.

I Bureabiz’ årlige prisopgørelse, Bureaulisten, der gælder de vigtigste store prisuddelinger (i år endnu ikke inkluderet Cannes Lions og Creative Circle Award), har &Co. mast alt modstand og vundet hele 19 priser. Denne prægtige prishøst har – samlet set – vundet &Co. en klar førsteplads på årets foreløbige bureauliste.

På Bureaulisten omskrives priser til point, alt efter hvilken type pris der er tale om, så man bedst muligt kan sammenligne bureauernes præstationer.

Her kan du se pointsystemet til Bureaubiz’ bureauliste over årets mest vindende bureauer:

  • 1 point for en shortlisting
  • 2 point for bronze
  • 3 points for sølv
  • 5 points for guld
  • 5 points for en Prix Award (awards uden guld-, sølv- og bronzeinddeling)
  • + 5 points for Grand Prix eller lignende hovedpris.


De kreative medarbejdere Lea Flodgaard, Katrine Winblad og Ole B. Hoffmann fra &Co. tog imod prisen som ‘Årets Bureau’ til Danish Internet Awards.

Det store spring
På Bureaulisten over sæsonens mest vindende bureauer kunne man i sidste års udgave finde &Co. på en 6. plads i oversigten – med 34 points (Dette var inkl. Cannes Lions og Creative Circle Award). I år har &Co. foretaget et gigantisk spring og næsten femdoblet deres point-inkassering og er dermed landet på skyhøje 163 points – og det endda inden at Cannes Lions og Creative Circle Award er talt med.

Dette faktum skyldes blandt andet, at et stort antal af bureauets vundne priser har været af guld-typen, hvilket skæpper godt i pointkassen.

Herunder kan du se, hvor mange point &Co. og de andre danske bureauer indtil videre har samlet ind i denne award-sæson.

&Co. er et københavnsk reklamebureau med adresse i Bredgade med i omegnen af 45 medarbejdere. Men &Co. er derudover også en del af NoA (The North Alliance), som er en nordisk sammenslutning af en række bureauer med forskellige spidskompetencer.

Bla. består NoA af designbureauet Bold Copenhagen, det digitale bureau Great Works – og det marketing- og analytisk funderede konsulentbureau Clay.

Hemmeligheden bag
Bureaubiz har spurgt den administrerende direktør for &Co., Mikael Jørgensen, om hvordan det kan lade sig gøre, at bureauet har fået så meget succes, at det kan bryste sig af at være årets bedste:

“Da kommunikations- og mediebilledet har forandret sig, er vi de seneste år begyndt at arbejde på en ny måde, når vi udvikler. Vi har fået tilknyttet nye SOME-folk og digitale profiler, så vi i forhold til tidligere bringer mange flere kompetencer i spil. Det har været med til at øge vores kreative formåen og gjort os mere strategisk fokuserede”.

Hvad betyder det for jer at være Danmarks pt. mest vindende bureau? 

“Vi er selvfølgelig stolte af alt det arbejde, vi har præsteret. Men det, som personligt gør mig allermest stolt, er, at niveauet er rigtig højt på tværs af det, vi har lavet for vores kunder – og at vi derfor har præsteret udover en bred palet”.

Eksperimentfilms-eksperter
Et af de fænomener, man taler meget om i den danske reklamebranche for tiden, er genren ’eksperiment-film’.

En af grundene til, at disse film er ’talk of the town’, er, at de har opnået en for danske reklamefilm hidtil uset viral spredning over hele kloden og har vundet en lind strøm af internationale priser, hæder og anerkendelse.

Sammen med reklamebureauet Robert/Boisen er &Co. de ukronede konger af eksperimentgenren – og det er bureauets ’eksperiment-film’, der har skaffet dem en stor del af deres priser.

Flere af disse eksperiment-film er blevet delt så mange gange, at de nærmest har været umulige ikke at støde på, hvis man er i besiddelse af en internetopkobling.

Men de færreste udenfor reklamebranchen ved, at det er de samme mennesker, der står bag disse film.

Her kan du se de kampagner, som har haft størst indflydelse på, at &Co er blevet årets bureau:

Den første film er &Co.s trumfkort. En film, der nærmest har dannet skole for den nye danske eksperiment-genre. Filmen er instrueret af filminstruktøren Jeppe Rønde og produceret af produktionsselskabet Bacon.

Se Momondo – ‘The DNA Journey’ herunder.

‘The DNA Journey’ er efterhånden blevet set astronomiske 394 millioner gange verden over.

Hvordan føles det at stå bag en film, der potentielt er set af cirka hver 15. person på jorden?

“Det er megafedt. Det er en film med et universelt positivt budskab om åbenhed og tolerance, som få mennesker kan være uenige i. Og hvis man kan koble sådan et budskab sammen i en kommerciel kontekst, så er det bare fantastisk, at folk ser den og anerkender den i alle verdensdele”, fortæller Mikael Jørgensen.

‘The DNA Journey’ er da også den film, som &Co.’s administrerende direktør er allermest stolt af.

“Jeg synes, at DNA journey er en fabelagtig god ide. Og samarbejdet med Momondo omkring den har været forbilledligt. Vi brugte mange ressourcer på at finde det helt rigtige koncept – og det var perfekt, at de som kunde også var sindssygt ambitiøse, så vi i samspil fik lavet den helt rigtige kampagne, der er så godt lavet, at den rammer lige i hjertet”.

Hvis du vil blive klogere på ’The DNA Journey’ og dens internationale spredning, så skal du se følgende casefilm.

En anden film, der har været svært at komme uden om, og som &Co. står bag, er filmen ’Alt det vi deler’, som bureauet har lavet for TV 2. Filmen er instrueret af instruktøren Asger Leth (søn af Jørgen Leth, red.) og har haft op imod 65 millioner views fordelt på forskellige platforme.

Se TV 2 – ’Alt det vi deler’ herunder.

Hvis du vil have lidt mere baggrund med om TV 2-filmen, kan du få det herunder.

Casefilm: TV 2 – ’Alt det vi deler’.

En anden kunde, som &Co. har haft nogle prisvindende samarbejder med i det sidste års tid, er Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

I disse kampagner er &Co. gået en anden vej end eksperimenternes og har allieret sig med kendte danskere i stedet.

I kampagnen ’Help a Dane’ er det tv-koryfæet Mikael Bertelsen, der excellerer via et kreativ sproggreb, som har skaffet den pågældende reklamekampagne en masse opmærksomhed i forskellige sprogterritorier som Italien, Spanien, Grækenland og som i filmen nedenfor – Thailand.

Se Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden – ’Help a Dane’ herunder.

De tidligere P3-stjerner og nu ’Irmapiger’ Peter Falktoft og Esben Bjerre har også figureret i en &Co.-kampagne for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Det var til en lille rejseserie på fem afsnit. Nedenfor kan du seriens højdepunkter i ét resume-afsnit.

Se Kræftens Bekæmpelses pas på solen-kampagne herunder.

Adel forpligter
De mange succesfulde kampagner har gjort indeværende år til &Co.’s mest succesfulde til dato på den anerkendelsesmæssige front.

Men hvad betyder de mange priser egentlig for administrerende direktør Mikael Jørgensen?

“Det er ikke kun et spørgsmål om at vinde priser. &Co. eksisterer primært for at lave gode ting og løse problemer for vores kunder.  Og hvis nogen så synes, at vi samtidig fortjener nogle priser, så er det da et velkomment internt brancheklap og sidegevinst”.

Men hvordan vil I blive ved med at holde jer på bureautoppen og lave arbejder, der bliver bemærket?

“Det vil vi gøre ved at fortsætte med det, vi altid har gjort. Der er kun en ting, der gælder dér, og det er at være ydmyg, koncentrere sig og gøre sig umage. Vi har en stærk kultur, og vi prøver altid og fortsat på at lave noget, der virkelig gør en forskel”.

2017-versionen af Bureau-analysen, hvor bureaulisten endeligt offentliggøres, bliver udgivet efter sommerferien af Bureaubiz.

 

Artiklen er  oprindeligt udkommet på Bureaubiz’ søstermedie Bias.