&Co må sige farvel til tre medarbejdere

Peter Engholm
25@mail.dk

For første gang nogensinde har faldende aktivitet hos kunderne tvunget bureauet til at skære ned.

“Hvis nogen står og mangler nogle fantatiske medarbejdere, der både er dejlige og ekstremt stærke fagligt, så send mig en mail,” lyder den spontane reaktion fra Mikael Jørgensen, adm. direktør hos &Co, da han bliver konfronteret med forlydender om afskedigelser på bureauet.

Og det er ikke bare forlydender: Bureauet har måttet skille sig af med tre medarbejdere. Det skyldes ikke mistede kunder – tværtimod har &Co fået nye kunder, men det har ikke været nok til at opveje den tunge opbremsning, mange andre kunder har på deres aktiviteter.

En analyse af annoncørimage, fra MyResearch og Bureaubiz, viste for nylig, at &Co havde mange af de kunder, som andre bureaufolk ser som modige. Danmarks mest visionære og modige annoncør er Carlsberg, der er kunde hos &Co, og også Danske Bank, Café Noir og Bianco optræder på både image-listen og kundelisten.

Misundelsesværdigt, men lige nu misunder ingen bureauets situation:

“Det er supertrist og med meget stor ærgrelse, at vi må sige farvel til disse personer – to projektledere og en tekstforfatter – fordi de faktisk har de rette kompetencer og kender ikke bare bureau-, men også kundesiden. Jeg tøver ikke med at give dem mine bedste anbefalinger. Men vi har været ramt af et generelt fald – et fald, der har ramt os relativt sent, men som til gengæld har sat sig fast,” siger Mikael Jørgensen.

Bureauet søger i normale tider at have aktiviteterne jævnt fordelt over året, hvilket samtidig indebærer, at man har en forventning om den kommende tids projekter. Krisen gør, at man ikke længere har denne horisont, og &Co må for første gang nogensinde skære p.g.a. fald i kundeaktivitet.

Oven på de 3 fyringer har bureauet nu 25 medarbejdere.