Det er ikke mere end to år siden, at Coop-kæden, Kvickly, valgte Co+ som sit nye bureau. Det kunne være endt som et kort samarbejde, for kæden har netop afsluttet en sondering i markedet.
“Vi nåede dog frem til, at Co+ kender os godt, og at vi fortsat ser potentiale i samarbejdet. Derfor har vi valgt at fortsætte med Co+,” siger marketingchef Uffe Korsemann.
Der var flere ting, der fremprovokerede beslutningen om at sondere markedet. Dels er der nogle overvejelser om tilbudsavisen, hvor den digitale verden trænger sig mere på, dels overvejede kæden, om man også har brug for en ny kommunikationsplatform.
Derfor har Kvickly talt med både hardcore digitale bureauer samt et par mere traditionelle.
Med overvejelserne in mente er opgaven nu stillet til Co+: Bureauet skal evaluere kommunikations-platformen og udarbejde en digital strategi.
“Universet har på nogen områder fungeret fint, men det har været svært at få ud i alle hjørner af vores kommunikation, og det er en af opgaverne,” siger Uffe Korsemann.