&Co og Robert/Boisen gik hver sin vej

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Robert/Boisen har fået vendt skuden, mens DDB og Publicis Reputation gik samme vej som &Co.

For &Co startede 2011 med, at bureauet vippede Partners fra tronen i den årlige image-analyse fra Bureaubiz og MyResearch.

Men 2010 var ikke mindre begivenhedsrigt – uden at året dog af den grund vil blive betragtet som mindeværdigt. For det var mere turbulens end gode ting som at vinde en imageanalyse, og det afpejles i regnskabet.

“Vi kom til at mærke krisen fra slutningen af 2009 til et stykke ind i 2010. Vi måtte derfor justere omkostningerne. Samtidig købte vi os ud af Omnicom og traf nogle betydningsfulde beslutninger vedrørende nogle kundeforhold,” siger adm. dir. Mikael Jørgensen.

F.eks. skiltes &Co fra Danske Bank efter 10 års samarbejde. Selvom bureauet gik tilbage, så står der fortsat et nydeligt plus på bundlinjen, så der er ingen gravkammerstemning på bureauet.

“Desuden går det væsentligt bedre nu. Vi bliver kontaktet meget, og vores placering i imageanalysen har givet god opmærksomhed,” siger Mikael Jørgensen.

Mens &Co gik tilbage, så var der fremgang hos et andet af branchens højtprofilerede bureauer.

Robert/Boisen & Likeminded havde et skidt 2009 med et underskud på 2 mio. kr., og det er nu vendt til et overskud på en lille million.

Ok – men ikke et år man ligefrem jubler over, som adm. dir. Kim Boisen konstaterer.

“Starten af året var ikke så god. Bl.a. troede vi, at vi havde vundet Tryg, og det brugte vi en del ressourcer på. Men i 2. halvår gik det væsentligt bedre, og det har holdt sig ind i 2011, så forventningen til indeværende år er væsentligt bedre,” siger Kim Boisen.

Bureauet har da også i år vundet flere nye kunder.

To andre bureauer fulgte samme vej som &Co – et fald i aktivitet men dog med fastholdelsen af en positiv bundlinje.

DDB, der netop har måttet sige farvel til kreativ direktør Jesper Schmidt (han er gået til Partners) faldt lidt i bruttoavance og bundlinje – men forbedrede faktisk et nøgletal som bruttoavance pr. medarbejder.

Den samme udvikling ser man hos Publicis Reputation. Det hænger bl.a. sammen med, at bureauet har konverteret til færre men mere senior stillinger. F.eks. har man hentet Mads Fuhr Frederiksen ind som digital planner fra et af de større webbureauer, samt den nye kontaktdirektør Kim Schaumann Johansen, der er blevet hentet fra Kunde & Co.

“Alt i alt har det sikret en rimelig bundlinie samt masser af nye kunder, herunder Georg Jensen globalt, hvorfor vi har gode forventninger til 2011,” siger adm. dir. Alexander Peitersen.

Nøgletal for Robert/Boisen & Likeminded ( incl. Gobschmack)

  • Bruttoavance 18,362 mio. kr. +12,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,148 mio. kr. +33,2 pct.
  • Lønandel 70,3 (78,8)
  • Resultat af primær drift +0,846 mio. kr. (-2,054 mio. i 2009)

Nøgletal for &Co

  • Bruttoavance 25,062 mio. kr. -22,3 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,193 mio. kr. -11,2 pct.
  • Lønandel 59,7 (63,1)
  • Resultat af primær drift +3,918 mio. kr. -27,7 pct.

Nøgletal for DDB

  • Bruttoavance 46,808 mio. kr. -5,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 936.160 kr. +9,9 pct.
  • Lønandel 65 (64,9)
  • Resultat af primær drift +2,414 mio. kr. -44,9 pct.

Nøgletal for Publicis Reputation

  • Bruttoavance 22, 649 mio. kr. -13,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 943.708 kr. +5,0 pct.
  • Lønandel 60 (60,5)
  • Resultat af primær drift +3,239 mio. kr. -30,3 pct.