I skrivende stund kan reklamearbejde fra efterårets mest vindende danske bureau, &Co, erhverves for 2.200 kr. – vel at mærke reklamearbejde til en værdi á 100.000 kr.
Men meget kan ske endnu, for auktionen – thi en sådan er der tale om – løber frem til den 5. marts kl. 19.50.
Bag auktionen på Lauritz.com står Superinvestor 2014 – Listen Louder, en gruppe af ikke færre end 12 iværksættere med idémanden og innovationseksperten Jonathan Løw i front. Og forsamlingen samler penge ind til Familier med Kræftramte Børn via 170 auktioner og oplevelser samt donationer.
Den højest vurderede genstand ved auktionerne på både Lauritz.com og QXL er i særklasse &Co’s donerede reklamearbejde, der gælder ”inhouse kreativ udvikling af kampagne eller idé”.
Denne formulering fra arrangørernes side skal understrege, at det er &Co’s timer, der bliver investeret i, og eksempelvis ikke en regning for reklamearbejde, som bureauet bliver sat til at betale.
”Vi har svært ved at sige nej til en god sag, og derfor stillede vi op, da Jonathan Løw spurgte os,” lyder den enkle bevæggrund fra Thomas Hoffmann, kreativ direktør hos &Co.
Selv om jeres timepris sikkert er anstændig, så har I forpligtet jer til at hive en del timer ud til formålet – I har måske så ikke travlt?
”Jo, egentlig. Og det er årsagen til, at vi i forbindelse med auktionen skriver, at ”afvikling af reklamearbejdet aftales i samarbejde med &Co, og der tages højde for travle perioder”. Hvis højstbydende siger, at arbejdet skal være færdigt til på torsdag, så når vi det næppe – og så vi laver en plan sammen i stedet. Vi arbejder gratis til fordel for Familier med Kræftramte Børn, men vi må ikke sløse med vores eksisterende kunder,” siger Thomas Hoffmann.
&Co’s reklamearbejde for 100.000 kr. har en vurdering på 80.000 kr. Det skyldes ikke lave tanker om bureauets indsats, men udtrykker en ”forventet salgspris” fra Lauritz.com.
Jonathan Løw siger om det udbudte arbejde fra &Co:
“Her er unik mulighed for, at en dansk virksomhed – nystartet eller etableret – kan sikre sig timer hos ét af Danmarks absolut skarpeste bureauer – samtidig med, at ens betaling går direkte og ubeskåret videre til kræftramte børn og deres familier. Du kan også stille muligheden for CEO’en eller marketingchefen op således: At kunne prale med at have sikret sig reklamearbejde til en skarp pris og samtidig støtte en god sag.”
Oven i et eventuelt bud skal lægges hammerslagsgebyr og 20 pct. i salær – dette tilfalder Lauritz.com, der dog i denne konkrete, gode sags tjeneste donerer beløbene til Familier med Kræftramte Børn.