Wonderful Copenhagen har valgt &Co. til at lave en kreativ fortælling om København.
&Co. har fået til opgave at udvikle en ny kreativ fortælling om København som rejsedestination med Wonderful Copenhagen som opgavestiller.
Wonderful Copenhagen har sat de internationale kampagner i bero grundet corona og fokuserer nu på at markedsføre hovedstaden overfor danskerne, som af samme årsag ikke kan komme udenlands.
”Vi er virkelig glade for at indgå dette her samarbejde med Wonderful Copenhagen. For det første fordi det er vigtigt, at vi bruger kreativ tænkning til at se, hvordan vi kan være med til at støtte op om de erhverv i hovedstaden, der er ramt så hårdt af corona. Og for det andet fordi, det er en kommunikationsfaglig super interessant opgave,” siger Mikael Jørgensen, CEO for &Co. i en pressemeddelelse.
Den nye fortælling om hovedstaden vil blive gennemgående i Wonderful Copenhagens nationale markedsføring fra 2021, og grundelementerne og erfaringerne skal der kunne bygges videre på i internationale kampagner, i takt med, at grænsesituationen gør det muligt, skriver Wonderful Copenhagen i pressemeddelelsen og kommunikations- og marketingdirektør Tine Kastrup-Misir siger:
”Vi glæder os til at sætte den nye kampagne i gang på det danske marked, som har fået ny stor strategisk betydning for os, i takt med coronakrisens lukning af de internationale markeder, vi normalt markedsfører hovedstaden på. Med &Co.-kampagnen får vi et stærkt koncept, som vi løbende involverer vores partnere i undervejs i processen, så kampagnen får et bredt ejerskab blandt turismeaktørerne i hovedstaden.”
Kampagnen koordineres med VisitDenmark og turismeaktørerne i hovedstaden og forventes at være klar i første kvartal 2021.