&Co vil dybere ind i den digitale verden

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Med en tidligere The Milk stifter åbner &Co nu et nyt selskab, som ikke skal være ”blot et digitalt bureau”.

Under navnet &Co.boost lancerer reklamebureauet &Co nu en helt ny forretningsenhed.

Den får i første omgang tre medarbejdere under ledelse af Anders Ibsen, der oprindeligt var stifter af online virksomheden The Milk.

&Co.boost får adresse hos &Co i Store Strandstræde, men det er planen, at virksomheden skal fungere som en selvstændig enhed med egne kunder frem for kun at betjene &Co’s kunder. De tre har da også selv nogle projekter med.

Adm. dir. Mikael Jørgensen, &Co lægger meget vægt på, at der ikke er tale om “blot et nyt digitalt bureau”.

“Dette handler ikke om at tilføre digitale kompetencer til &Co. Dem har vi allerede og 30 pct. af vores arbejde handler allerede om digital markedsføring. Vi ser &Co.boost som en forretningsorienteret virksomhed frem for en medieorienteret”, siger Mikael Jørgensen og fortsætter:

“Hos alle kunder spiller online en rolle, der stikker meget dybere end blot markedsføring. Vi mener, det er meget interessant at søge at koble en dyb strategisk indsigt i online markedsføring og e-commerce sammen med vores branding-forståelse.

Anders Ibsen siger: “Mange danske virksomheder har i en årrække brugt deres website som et sted, hvor brugerne blot skal klikke sig ind, som opfølgning på en mere generel kampagne. Det skaber sjældent betragtelig værdi i sig selv. Vi sigter højere med en målsætning om, at virksomhedernes onlineinvesteringer aldrig skal stå som et passivt udstillingsvindue, men aktivt skal understøtte den strategiske forretning”.