Coca-Cola har i noget tid kørt en “Less Serious” kampagne, der består af animationer skabt af dels Ogilvy og dels af Psyop, som også har skabt animationerne til Coke’s Happiness factory.
Nu vil man så sætte globale muskler bag kampagnen. Den starter op i Nordamerika, men skal spredes til 190 lande.
Budgettet er ikke oplyst. Men:
“Vi sætter en betydelig mængde ressourcer bag dette globalt, siger Coca-Colas øverste marketingansvarlige, Joe Tripodi, til AdAge. Han fortsætter:
“Vi har været meget fokuserede på Coke igennem de senere år, og vi ønsker at sikre at vi giver den samme opmærksomhed på andre brands som Sprite og Fanta. Det vil være et forøget fokus for selskabet.”
Fanta er faktisk et af Coca-Colas største brands med mere end 10 mia. USD i omsætning. Det er der kun tre andre brands i koncernen, der kan matche.
Kernemålgruppen for kampagnen er Teens og mødre, men filmene er udviklet, så de er både familievenlige og multikulturelle. De er desuden ikke for unge, fordi man gerne vil sikre, at de 16-17 årige kan føle sig cool, når de tager en flaske Fanta.
Ud over film er en række regionale websites samlet til et globalt og kampagnen vil rumme film, butiks-aktiviteter og digitale elementer.
Det er ikke lykkedes at få informationer om, hvad planerne er for Danmark.