Coca-Cola skal have versionerings-bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Dog en versionering med vide rammer, understreger marketing services direktør Jens Jermiin – og derfor har der været afholdt en egentlig bureaukonkurrence for Nestea.

I foråret omtalte Bureaubiz, at Wieden+Kennedy havde vundet det globale budget for Nestea – der i Norden markedsføres af Coca-Cola.

Dengang lød melding fra marketing services direktør Jens Jermiin, at man ville kigge sig omkring blandt sine bureaurelationer med henblik på versionering af den kommende internationale kampagne.

Og dén proces er ved at nærme sig sin afslutning – i form af en bureaukonkurrence.

“Vi kender mange bureauer og scannede markedet på nordisk plan. Vi endte med spørge nogle, der var lidt tættere på os, fysisk set, og afholdt en pitch ud fra en konkret testopgave,” siger Jens Jermiin.

Samarbejdspartneren er for så vidt fundet, men formalia skal endeligt på plads, førend han vil udtale sig nærmere.

“Vores samarbejdspartner er det bureau, der udviste den største forståelse for – og det bedste greb om – hvad Nestea er og skal stå for i forbrugernes bevidsthed. Nestea har drevet en ellers generisk kategori og udmærker sig positivt ved at være med ægte te og ikke have nogen tilsætningsstoffer – samt selvfølgelig at være læskende og forfriskende,” siger Jens Jermiin.

Men en bureaukonkurrence om at versionere …?

“Kampagner fra udlandet er typisk film og visual samt tanker om, hvordan det kan tage sig ud på det lokale marked. Det er det lokale bureau, der levendegør mærket ud fra en viden om det lokale markeds kontaktpunkter. Det er et bureau, der ikke er for fine til at arbejde videre med andres tanker, men som kan forædle og eksekvere lokalt. I vores system er det den slags samarbejder, der gør, at de globale kampagner bliver succesfuld på lokalmarkederne – hvorfor vi ønskede at træffe vores beslutning på et solidt grundlag,” siger Jens Jermiin.