Et lilla Codan-hus er første synlige bevis på en omfattende rebranding af forsikringskoncernens velkendte blå varemærke. I dag skiftes der nemlig ud til fordel for et nyt lilla logo, der signalerer nye tider i den store forsikringskoncern.
Det velkendte Codan-lysskilt, der hænger 80 meter oppe på toppen af Codan-hus i København, er skiftet ud – og det er ikke kun i højden, men også i den virtuelle dybde og den massekommunikerende bredde, at der skiftet ud. Codan lancerer samtidig en ny hjemmeside og en ny reklamekampagne, som kommunikationsdirektør i Codan, Jeanette Fangel Løgstrup, uddyber:
“Codan tager ny form. Dels i form af nyt logo og design, dels i form af nye interne værdier”.
Hvordan kommunikeres de interne værdier?
“Det består bl.a. i tv-spots, der får premiere i aften, i online og i outdoor”, siger Jeanette Fangel Løgstrup. Kampagnen er skabt af DDB, der vandt det nordiske budget fra Kunde & Co før sommerferien. Logoet er skabt af Interbrand. i forbindelse med en samlet branding-proces for Codans engelske moderselskab.
Men hvad betyder den nye form for mig som forsikringstager?
“At vi gør os rigtigt meget umage. Og at vi giver det videre til kunderne. At vi målretter vores virke til det, som de ønsker sig – at vi yder brilliant service,” siger Jeanette Fangel Løgstrup.
Brilliant service? Det lyder som om, at der bliver noget at leve op til …
“Vi kan ikke levere på alle niveauer fra Dag 1. Codans nye form er samtidig en rejse, vi er begyndt på,” siger Jeanette Fangel Løgstrup.
Det klinger af visioner, snarere end konkrete her-og-nu handlinger …
“Nej, for det er en rejse, som begyndte internt for et halvt år siden. Og som er ved at forankre sig internt, før vi melder det eksternt ud. Medarbejderne har spurgt sig selv, hvad brilliant service betyder for dem – i deres arbejdssituation – og hvad de skal gøre for at leve op til det”, siger Jeanette Fangel Løgstrup.
Codans nye visuelle identitet udspringer af en gennemgribende rebrandingproces hos Codans engelske moderselskab RSA, som ønsker at skabe en fælles platform for de forskellige brands.
Rebrandingen er ikke blot en ny visuel identitet, men signalerer også et fornyet værdigrundlag.
“I forbindelse med den interne lancering af det nye brand har vi udnævnt såkaldte ‘brand champions’, der skal sikre, at det nye brand forankres blandt Codans medarbejdere. Alle medarbejdere har været på interne workshops, hvor vi helt konkret har arbejdet med idéer til, hvordan vi i Codan kan blive endnu bedre til at leve op til kundernes forventninger,” siger Jeanette Fangel Løgstrup.