Codan siger farvel til marketingdirektør

Peter Engholm
25@mail.dk

Oven på flere års udviklingsarbejde, men under et år på posten som Head of Brand & Marketing, er Vicki Demant Andersen ikke længere hos Codan. Koncernen forventes at hente afløseren udefra.

Efter sommeren tog Codan hul på et nyt kommunikationsunivers – et resultat af flere års forberedelser. Vicki Demant Andersen havde ledet denne proces, og i begyndelsen af 2014 blev hun forfremmet fra Head of Insight & Marketing Effectiveness til forsikringsselskabets øverste marketingansvarlige; som Head of Brand & Marketing.

Det er imidlertid slut nu.

Codans pressechef, Mads Houe, siger til Bureaubiz:

”Jeg kan bekræfte, at Vicki Demant Andersen efter syv år i Codan har valgt at søge udfordringer uden for koncernen. Brandarbejdet skrider frem som planlagt.”

Og det er i første omgang ordene, som Codan ønsker at knytte til marketingdirektørens afgang.

Forsikringsselskabet er nu på udkig efter en ny marketingdirektør, og angiveligt sigtes der mod en person hentet udefra.

Ud fra hvad Bureaubiz erfarer, er lanceringen af kommunikationsuniverset – eksekveret af Advice – gået godt, i særdeleshed på privatsiden. Så det er nærliggende at antage, at efter en længere periode, hvor Vicki Demant Andersen har stået i spidsen for en stor udviklingsproces, har Codan i højere grad fokus på den løbende drift.

I maj kunne Bureaubiz berette om en ny organisation i – og af – Codans marketing. Væk fra en silo-opdeling i privat-erhverv og i retning af en samlet enhed med tværgående funktioner og kompetencer.

Om Vicki Demant Andersens afgang medfører en ny omgang ændringer i organisationen, det være på dansk eller nordisk plan, er endnu for tidligt at sige noget konkret om.