Cool Gray køber reklamebureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Trykkeri-koncernen med eget reklamebureau bliver nu endnu større som bureau. Man har købt Highlight.

Cool Gray er mest kendt som trykkeri, men rummer faktisk også et mellemstort reklamebureau.

Det bliver nu endnu større, idet man har overtaget reklamebureauet Highlight.

Der er tale om et mindre bureau, som i 2015 opnåede en bruttoavance på knap 10 mio. kr. efter et fald fra knap 14 mio. i 2014.

Den udvikling betød, at et overskud på ca. en halv million blev til et underskud på ca. 2,4 mio. kr.

”Cool Gray og Highlight har i længere tid talt om at slå kommunikations-aktiviteterne sammen, og vi har nu lavet et aftalegrundlag, der både tilgodeser medarbejdere, kunder og ejere, ” siger Cool Grays administrerende direktør, Brian Hindse.

Han fremhæver bl.a. at Highlight bidrager med en rigtig interessant kundeportefølje. Desuden følger et top moderne fotostudie og 15 nye kollegaer.

Cool Gray hentede for under et år siden Carina Neergaard hos Coop som ny chef for reklamebureauet – samt en del af trykkeriets ledelse.