Det blev meldt klart ud: Målet for Coop Bank var 70.000 kunder ved årsskiftet 14/15, men nu melder banken ud, at man er tilfreds med at have nået 40.000 kunder.
Det skriver finans.dk.
”Vi har den relevans over for vores medlemmer, som vi havde håbet på. Og vi har i hele træskolængder de medlemmer som kunder, som vi oprindeligt havde budgetteret med i vores forretningsplan,” siger Allan Nørholm, adm.dir. i Coop Bank til netmediet.
Forklaringen på, hvorfor direktøren melder ud, at man har nået budgettet for antallet af kunder, når der er en forskel på 30.000 i forhold til den første udmelding, er at man oprindeligt havde satset på, at Coops egne medarbejdere blev kunder. Det regner man ikke længere med.
”Da vi lavede forretningsplanen for Coop Bank, var det planen, at alle medarbejdere i Coop skulle have en lønkonto i banken. Den beslutning er man gået væk fra, og det ændrer spillepladen. Men det er en god beslutning, for man skal ikke tvinge nogen ind,” siger Allan Nørholm til finans.dk.
Ifølge Mybanker har markedsføringen for den nye bank ikke været god nok, og det er årsagen til, at banken ikke har flere kunder.
”De har ikke formået at markedsføre banken ordentligt og aktivere alle brugsuddelerne til at skaffe kunder. Men jeg tror stadig, at banken har gode muligheder, for i dette renteløse samfund kommer der flere og flere gebyrer. Det kan give en åbning for en billig bank som Coop Bank i år,” siger John Norden, partner i Mybanker til finans.dk.
Kilde: Finans.dk