Coop Bank tilfreds med kunde-tilvækst

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Ekstra point til kunderne og fokus på Coops medlemmer har sikret en vækst, som banken selv karakteriserer som et gennembrud.

Det tre år gamle pengeinstitut, Coop Bank, er i 2015 vokset med 50 procent. Antallet af kunder var ved årets udgang 59.000 kunder og væksten er fortsat ind i det nye år, så man nu er oppe på 65.000 kunder.

Coop Banks adm. direktør Allan Nørholm kalder væksten for intet mindre end et gennembrud:

”Kundevæksten i Coop Bank vidner om, at der er en helt naturlig plads til os i markedet. Opstarten af banken har som forventet været hårdt arbejde, men nu har vi fået det gennembrud på både kunde- og udlånssiden, som gør, at vi ser lyst på fremtiden.”

Det kan dog godt lyde en anelse pralende at kalde det for et gennembrud, når bankens oprindelige målsætning var at nå 70.000 kunder ved årets udgang.

Men det er der en forklaring på, siger Coops marketingchef Tore Hageskov:

”Det er rigtigt, at det oprindelige mål for kunder var højere, men dengang var forudsætningen, at alle Coops ansatte blev kunder i banken. Den forudsætning gik vi væk fra, da banken blev lanceret, så reelt startede vi med 0 kunder og er på den baggrund fuldt tilfredse med, at vi nu har nået en vis volumen.”

I løbet af bankens levetid har der været forskellige kampagner for at tiltrække nye kunder, bl.a. sendte man i 2013 et tilbud ud til 100.000 Coop-kunder med CoopPlus-Mastercard samt til 1,3 mio. Coop medlemmer.

I starten af 2014 kørte banken en reklamekampagne på bl.a. tv, print og digitale medier. Og i slutningen af 2014 lavede man en kampagne overfor Coops medlemmer, hvor de som bankkunder kunne få 20 procent flere point på køb i Coops kæder ved at bruge bankens betalingskort.

”Især det sidste har virket godt i løbet af 2015,” siger Tore Hageskov og fortsætter:

”Vi har satset på at være der, hvor vores potentielle kunder er, og det er Coops medlemmer. Vi har derfor været en aktiv del af Coops fordelsprogram og så har vores digitale kampagner virket rigtig godt.”

Det er ikke kun kundetilgangen, man er tilfreds med i banken. Det netop afsluttede regnskab for 2015 blev bedre end forventet med et minus på 51,4 mio. kr. mod et minus på 61,9 mio. kr. i 2014.