Corona-kampagne fra Louis Nielsen, der spiller på humor

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Optikerkæden bruger corona-situationen til at få folk til at trække på smilebåndet. Kampagnen er udviklet internt i optikerkædens PR-afdeling.

”2020. Den havde vi ikke set komme”. Det er taglinen for Louis Nielsens nye kampagne her på falderebet af et år, der på mange måder har været usædvanlig.

”Vi har et velkendt og effektivt univers med vores ‘sku’ ha’ gået til’-reklamer, som danskerne kender og elsker. Og mange bruger det som en del af deres hverdagssprog, når nogen fejler. Derfor var det nærliggende at basere kampagnen her på vores velkendte slogan og lige tviste den lidt,” siger Kristian Mortensen, kommunikationschef hos Louis Nielsen.

Målet er et smil
Målet er ifølge kommunikationschefen blot at give danskerne et smil på læben i en ellers svær tid:

”Midt i coronaen og al den elendighed, den har ført med sig, vil vi egentlig bare gerne sende folk ud af 2020 med et smil på læben og et stille håb om, at 2021 forhåbentligt bliver bedre. Der er intet salgsbudskab i kampagnen, det er såmænd blot en sidste hilsen til et år, vi vist alle sammen gerne vil glemme hurtigst muligt,” siger Kristian Mortensen.

Udvalgte outdoors
Kampagnen består af outdoor-annoncering og SoMe-annoncering. Outdoor-placeringerne er nøje udvalgt efter, hvor coronaen generer mest.

”Vi har håndplukket outdoors på placeringer, hvor mange tager offentlig transport, og derfor skal bære mundbind og tage ekstra mange forholdsregler. De kan forhåbentlig få et smil på læben på vejen ind i eller ud af bussen,” siger Kristian Mortensen.

Kampagnen er udviklet af PR-afdelingen i Specsavers, som er virksomheden bag Louis Nielsen, og kører i uge 52 outdoor og mellem jul og nytår på sociale medier.

Publico Kommunikation og Klix Kommunikation er Specsavers bureauer ved strategiske PR-kampagner.