CP+B udvider med ny kreativ direktør

Peter Engholm
25@mail.dk

Kristoffer Gandsager deler fremover posten som kreativ direktør med manden, der har været en del af både Do It For Denmark og The DNA Journey.

CP+B Copenhagen har på det seneste markeret sig – på ny – som kreativt bureau for Carlsberg. Sidste år skabte Beer Beauty-serien opmærksomhed, og aktuelt er det The Rebrew Projekt, som giver ekko.

Nu markerer bureauet sig også på medarbejdersiden:

James Godfrey er ny kreativ direktør hos CP+B Copenhagen. Og da man i forvejen har Kristoffer Gandsager på denne post, er der tale om en udvidelse af ledelsen – ikke kun den kreative, men også på bureauet som sådan.

Australsk fødte Godfrey er tekstforfatter og har måske ikke markeret sig personligt, men det har hans arbejde til gengæld:

Hos Robert/Boisen & Like-minded var han involveret i Cannes-vindende arbejder som Do It For Denmark og Solar Charging Dummies (begge Spies) samt Generous Upgrader (Anthon Berg). Og senest var James Godfrey en af ophavsmændene hos &Co bag The DNA Journey for Momondo.

Kristoffer Gandsager siger om ansættelsen af James Godfrey:

”Jeg har arbejdet sammen med James på Robert/Boisen, og da vi har behov for flere seniorkræfter, var det helt oplagt at spørge ham. Vi ser det som det perfekte match – og det eneste, der i den forbindelse ikke ville give mening, var, hvis jeg skulle være chef for ham. Derfor bliver James kreativ direktør på lige fod med mig.”

For 11 år siden kom James Godfrey til Danmark – ikke med den klassiske danske kæreste som døråbner, men derimod arbejde. Målet var Europa, men da James Godfrey mødte den danske Art Director, Lars Hartmann, spurgte han til de 3 bedste kreative bureauer i Danmark.

Det blev til næsten 8 år – sammenlagt – på 2 af dem: 2 x 3 år hos Robert/Boisen, afbrudt af et år som freelancer, samt godt halvandet år hos &Co.

I forsommeren gik James Godfrey freelance, før turen gik til CP+B.

”De seneste år har vi set en vækst i kreative arbejder, der formår at komme ud i folks newsfeed, og skabe ikke alene dialog, men også en positiv effekt hos folk,” siger James Godfrey og tilføjer:

”Mine grunde til at komme til CP+B er både personlige og professionelle – jeg er på linje med deres tilgang til story-doing og produkt-innovation, de aktuelle projekter – bl.a. for Carlsberg – er spændende, og jeg ser et potentiale i bureauet.”