Creative Circle Award 2020 afholdes på en sportsbar

Peter Engholm,
journalist

Årets CCA halverer antallet af show-deltagere og går på bar. Showet bliver streamet live til resten af branchen.

Creative Circle (CC) har gennem årene været kreativ, når det gælder venues for CCA-showene. Vega på Vesterbro i København nåede at blive en tradition, inden showet sidste år blev afholdt i Game Street Mekka – 700 m længere ude af Enghavevej. 

Mest utraditionelt – og gennemført uegnet til et awardshow, skulle det vise sig – var nok Charlottenlund Travbane i 2014. Creative Circle går i år tilbage til det sportslige, men bliver i hjertet af København. Det sker fredag den 14. august, når awardshowet bliver forlagt til sportsbaren Pub & Sport i Vester Voldgade.

”Målet er det samme som altid: At hylde fremragende kreative arbejde – og samle branchen. Og vi trænger til at samles. Vi vil derfor gå meget langt for at afholde et fysisk awardshow, med skyldig hensyntagen til Covid-19 restriktionerne. Derfor er vi rykket til en sportsbar med båse og små øer,” siger Dorte Nielsen, der er formand for CC. 

Normalt har den kreative forening ingen problemer med at sælge 500 billetter til showet, men i år bliver der kun plads til omtrent det halve antal.

”Showet bliver live, og vi streamer det, så resten kan følge med fra bureauernes egne fredagsbarer. Arrangementet varer fra kl. 15-18, og selve showet finder sted kl. 16-18,” siger Dorte Nielsen.

Der vil i år ikke indgå forplejning i arrangementet, til gengæld er der fri bar under hele arrangementet – når billetprisen på 200 kr. er betalt. Linket til billetkøb kan ses på CC’s Facebook-side.