Creative Circle-vinder går ind i valgkampagnen

Peter Engholm
25@mail.dk

En række politikere er – med hjælp fra DDB og Alis – kommet i øjehøjde med skaterne. Se Helle Thorning og Per Stig Møller kaste håndtegn fra lygtepæle og træer.

Alle landets politiske journalister og kommentatorer flashede tålmodighed som treårige op til valget – én, der trippede lige så ivrigt, var Mikkel Møller, AD’er på DDB.

“Ved kommunalvalget for små to år siden tænkte jeg først, at det kunne være sjovt at give kandidaterne frækt undertøj på – i form af plakat neden under valgplakaten. Men kontrasten var lige så sjov, hvis politikerne på den nederste plakat stod med skateboard og kastede håndtegn.”

Og skategearet var ikke helt tilfældigt, for Mikkel Møller og DDB er guldvinder for Alis skategear ved Creative Circle Award i maj.

“Jeg havde aftalt med Albert fra Alis, at vi skulle være klar, når valget blev udskrevet. Alis taler skaternes sag, og skatere er små-uinteresseret i politik – bare der kommer flere skate-parker,” siger Mikkel Møller.

Da valgplakaterne kom op at hænge, kiggede Mikkel Møller dem ud – ud fra dels portionerne i plakaten, dels ud fra den størst mulige kontrast fra politiker til skater.

Alis-plakaterne kom hurtigt op at hænge og – med hjælp fra Casper Balslev (fotograf og filminstruktør) og Spoiled Productions – også hurtigt foreviget, for skater-tilføjelsen forgår hurtigt.

“Vi hang en plakat op ved Parken, men efter landskampen var den væk igen. Til gengæld lever denne ambientløsning videre på nettet. Og her er der kommet mange positive kommentarer, bl.a. på Alis’ Facebook-side, hvor flere gerne vil stemme på Albert som statsminister. En af kommentatorerne har i øvrigt oplyst mig, at ideen minder lidt om noget, der blev set ved parlamentsvalget i Canada for syv år siden,” siger Mikkel Møller.

Se filmen og skater-MFerne her.