Creative Club vil styrke Bureaubiz

Thomas Torp,
adm. dir.

Administrerende direktør for Creative Club og Bureaubiz, Thomas Torp deler sin vision for fremtiden på Bureaubiz. Første skridt er at vælte betalingsmuren.

Det var med stor glæde og stolthed, at vi i sidste uge kunne fortælle, at Creative Club overtager Bureaubiz.

I Creative Club anser vi Bureaubiz for at være branchens vigtigste medie, og derfor er det også helt naturligt for os at føre stafetten videre fra Kommunikationsforum.

Creative Club er en forening for bureauer og kreative. Jeg bemærkede i sidste uge en kommentar om, at ”Creative Club er et netværk”. Det er også helt rigtigt. Det er et rigtigt fedt netværk med inspirerende arrangementer for ledere og medarbejdere i bureauverdenen. Men det er også en brancheforening, der med egne advokater leverer juridisk rådgivning målrettet bureauer. Det er en interesseorganisation, der vil tale branchens sag overfor politiske beslutningstagere. Og så er det et videnscenter, der skal gøre bureauerne stærkere.

Derfor vil vi gerne løfte opgaven for branchen med at styrke Bureaubiz, og vi vil sikre, at branchens medie kører videre i en endnu stærkere form. Vi har fået rigtigt mange positive meldinger fra læsere og fra folk i branchen. Vi håber, at vi kan leve op til forventningerne.

Vi har sat Pia Osbæck i spidsen for Bureaubiz, så det tror jeg på, at vi kan. Bureaubiz er Creative Clubs uafhængige medie. Det betyder, at der er redaktionel frihed for Pia og holdet. Det er ikke stedet for Creative Clubs foreningsnyheder. De er henvist til Creative Clubs egen hjemmeside. Alle fra branchen med noget væsentligt på hjerte kan komme til orde på Bureaubiz. Det er vores ambition at Bureaubiz skal være skarp, saglig og vedkommende for hele branchen.

Som læser kan du forvente, at vi gør det bedre. Vores første skridt har været at vælte betalingsmuren: Fremover er alle nyheder på Bureaubiz gratis.

Vi fjerner også de fleste bannerannoncer, forbedrer brugervenligheden på sitet, opgraderer redaktionen med stærke kræfter, og skærper pennen, så Bureaubiz fremover leverer seriøs journalistik med nyheder, baggrundsartikler, klummer og analyser, som du ikke kan gå glip af.