Creuna-chef skifter til Zupa

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Samtidig formes der nu et Zupa Direct, der skal fungere som dialog-enhed for både Zupa og Recommended – samt jagte egne kunder.

Den 1. september blev skiltet til det digitale bureau Zupa sat op på døren hos Recommended i Århus. Og nu er der så sat navn på én af de bærende kræfter på bureauet.

Lars Christensen, der hidtil har været ansvarlig for Creunas aktiviteter i Århus, får en nøglerolle i Zupa, idet han skal stå for strategisk udvikling af kunder og skabe de bedst tænkelige rammer for foreløbig 12 kolleger på kontoret i Århus.

“Jeg er stolt over at blive bedt om at stå i spidsen for så stærkt et brand som Zupa og samtidig blive en del af et rigtig solidt setup i NP3 Communications Group. Jeg glæder mig til at komme i gang,” siger Lars Christensen.

Recommended købte i foråret Zupa, og før sommerferien blev Recommendeds digitale afdeling – suppleret med nogle københavnske Zupa-folk – så til Zupa i Århus, en selvstændig enhed, der ikke skal referere til Zupa i København.

“Vi hylder nærhedsprincippet og vil gerne være tæt på vores kunder. Derfor er vi nu også i Århus. Når vi ikke var der fra starten, var det fordi, vi ventede på den rigtige mand til at være frontfigur. Ham har vi nu, og Lars matcher med sin solide baggrund, høje faglighed og ambitionsniveau vores måde at drive bureau på”, siger adm. direktør i Zupa, Niels Ranum.

Hos Creuna overtager Lasse Jensby Dahl posten som area manager i Århus efter Lars Christensen. Lasse Jensby Dahl har været Director, Concept & Strategy, og kom til Creuna denne sommer fra en stilling som adm. direktør hos 9000 Lux og Shrpa.

Og oprustningen hos Zupa – og Recommended – gælder også på dialogdelen, hvor der nu er oprettet et nyt bureau.

Bureaubiz har de seneste uger kunnet fortælle, at Recommended opbygger disse kompetencer i Zupa, fordi der er naturlige og betydelige snitflader mellem dialog og digital.

Det betød et farvel til Andreas Kjær Thomsen, der sidste år blev hentet ind for at etablere en dialog-afdeling i Recommended, og et goddag til Per Lobedanz, der kom fra en stilling som kontaktdirektør i RelationshusetGekko.

Det lugtede lidt af en etablering af et nyt selskab – noget, der i første omgang blev afvist af Zupa, men den er god nok, medgiver bureauet nu.

Per Lobedanz sætter sig således i direktørstolen for den nye dialog-enhed Zupa Direct, der skal håndtere dialog- og direct-projekter for både Zupa og Recommended. Samtidig skal enheden udvikles til til også at have egne, “rene” dialogkunder.

Det har været et travlt år for Recommended – udover Zupa, Zupa i Århus og Zupa Direct har Danmarks største reklamebureau etableret et bureau i København; Recommended CPH.

Med lanceringen af Zupa Direct er der, ifølge en pressemeddelelse fra Recommended, “lagt endnu en brik i den samlede mosaik for integreret kommunikation, som moderselskabet NP3 Communications Group er ved at have på plads”.