De seneste år har ikke været gunstige for Creuna Danmark, der må se sig markant overhalet i udvikling af Creunas andre nordiske bureauer.
Nu siger Creuna Danmarks adm. dir., Astrid Simonsen Joos, så farvel efter at have varetaget jobbet i snart 3 år.
Ifølge en meddelelse har Astrid Simonsen Joos besluttet at søge nye udfordringer, og beslutningen om hendes afgang er truffet i gensidig enighed med bureauets koncernchef, Arne Hjeltnes samt bestyrelsen.
”Creuna har en stærk position i alle vores markeder og specielt i Danmark. Vi har et godt greb om vores faglige kompetencer og ydelser og har fået mange nye, spændende kunder på de sidste. Jeg har været glad for Astrids indsats og hendes positive energi og beslutningen er truffet i fuld enighed og forståelse”, siger koncernchef Arne Hjeltnes.
Koncernens CFO Vegard Strøm indtræder som konstitueret CEO og koncernens CMO, Anders Uttrup involveres yderligere i strategiske og ledelsesmæssige opgaver.
”Jeg er glad for den tid jeg har været hos Creuna og at arbejde med nogle af branchens mest ambitiøse kollegaer og kunder har været utrolig spændende. Men nu skal jeg videre”, siger Astrid Simonsen Joos.
Bureauet er ifølge Arne Hjeltnes ikke på jagt efter en ny CEO til Creuna Danmark foreløbig.