Creuna-skabt Velux-app hædret i USA

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Hello Monday praler med antallet af FWA’ere. Men mindre kan gøre det, Creuna og Velux er glade for gårsdagens hæder.

Det skorter ikke på priser i Favourite Websites of the Day (FWA) – faktisk er der adskillige hver dag.

For nogen bureauer er det således mere et spørgsmål om antal end om at vinde – som f.eks. danske Hello Monday, der har fået hæderen 42 gange og nu er optaget i Hall of Fame.

Mindre kan dog også gøre det, og hos Velux og Creuna er glæden således til at tage og føle på over, at en app i går fik titlen som Mobile Of The Day Award.

App’en er udviklet af Creuna og henvender sig til Velux Gruppens mange installatører over hele verden, der til dagligt skal inspirere kunder til at vælge et Velux ovenlysvindue. Gennem app’en kan installatørerne visualisere de forskellige ovenlysløsninger, som de kan lave for kunden, og gennem video og billeder give et indtryk af, hvilken forskel vinduerne vil gøre for rummet.

App’en indeholder også digitale versioner af alle Velux Gruppens produktkataloger, hvilket betyder, at installatørerne ikke længere skal have tasken fuld af papirer, når de er ude hos kunder.

”Med app’en har vi forsøgt at skabe en fleksibel og kreativ løsning, der vil forbedre og lette arbejdsvilkårene for vores installatører over hele verden – uanset om de skal sælge vinduer i Tyskland, Italien eller Chile. Det har krævet en stor indsats at levere, og derfor er vi også meget glade for at modtage den internationale anerkendelse fra FWA,” siger Michael K. Rasmussen, Marketingdirektør for Velux Gruppen.