Creuna blev et relativt kort bekendtskab for Kamilla Blæsbjerg. I november tiltrådte hun som kreativ direktør på bureauet, der så sent som i februar slog fast, at det var hende – sammen Klaus Sommer Paulsen hos Creuna i Århus – der skal tegne Creunas kreative profil.
Det bliver det så alligevel ikke. I dag fik bureauets medarbejdere besked om, at Kamilla Blæsbjerg og Creuna har lavet en gensidig aftale om at gå hvert til sit.
“Aftalen er gensidig – og det er forståelsen også. Vi skilles i ualmindelig god ro og orden. Jeg har intet at udsætte på Kamillas kreative evner, og jeg ønsker hende al mulig held og lykke fremover,” siger Kim Jong Andersen, der er kontaktdirektør i Creuna.
Kamilla Blæsbjerg havde i tiden op til ansættelsen hos Creuna arbejdet som selvstændig ADer for bl.a. Fremfab og Triple.
Den kreative profil skal fremover tegnes af Kim Jong Andersen og de to kreative chefer, Katja Haglund og Robert Thomsen, der kom til Creuna kort efter Kamilla Blæsbjerg. De to blev dengang betegnet som hendes vicesheriffer, men nu bliver de sheriffer – så at sige.