Crispin Porter + Bogusky sparker røv i USA

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

AdAge har kåret bureauet som årets bureau i USA – lige som to andre af branchens medier.

Danske bureaufolk har i flere omgange stiftet bekendtskab med det Miami-baserede bureau, Crispin Porter + Bogusky gennem bestyrelsesformanden Chuck Porter.

Han er dansk gift og har således været meget positiv over for at møde til konferencer med danskere – som f.eks. Mediadagen og et bureauleder-seminar i DRRB i London. Her tog han forsamlingen med storm.

At det ikke er ubegrundet, at han har gjort et godt indtryk, vidner bureauets status i USA om. I 2004 blev det af AdAge kåret til årets bureau, og i år har man opnået den samme hæder – ikke bare fra AdAge men også fra to andre medier: Creativity og Adweek.

AdAge erkender, at den massive fokus på Crispin Porter + Bogusky kan fremkalde murren i geledderne, men konstaterer, at det ikke kan være anderledes, når man kigger på bureauets præstationer i 2008 inden for økonomi, arbejde og udviklingen på design-området, hvor bureauet med en relativt ny afdeling på blot seks mand har evnet at gøre sig særdeles stærkt bemærket.

Nr. 2 på listen blev TBWA/Chiat/Day mens sidste års vinder – Goodby, Silverstein & Partners befinder sig på tredjepladsen.

Man finder også et mediebureau på listen i skikkelse af Mindshare.

AdAge har også opgjort 10 bureauer, man skal holde øje med. Her topper mediebureauet Initiative listen foran Edelman og web-bureauet AKQA, der har Last Bastholm som kreativ direktør i New York.