Eventbureauet Crone & Co blev så hårdt ramt af corona, at det næsten var ved at tage livet af bureauet. I hvertfald mistede Crone & Co stort set al igangværende og fremadrettet booket forretning og måtte indkassere underskud i regnskabet.
Klip til i dag, hvor adm. direktør René Crone netop har indleveret regnskab for 2025 med et rekordregnskab, hvor der blev lagt godt 9 mio. kr. til bruttoavancen.
Hvad skete der lige der?
”Vi led et stort knæk både mentalt og økonomisk pga. corona og vi blev nødt til at foretage afskedigelser af strategisk vigtige medarbejdere på grund af manglende likviditet og forretning,” siger René Crone.
Det tog lige nogle år at komme ovenpå igen med meget små overskud de følgende år, men i 2024 genfandt man melodien på bureauet, fortæller René Crone.
”I 2024 bød vi på meget store projekter, og vi fik genetableret tidligere kompetencer forhold til samarbejdspartnere og medarbejdere. Det lykkedes os at bygge videre på 21 års erfaring i markedet, og vi har fået rystet posen så gevaldigt nu, at vi står stærkere end nogensinde.”
Et af de store projekter, som Crone & Co. vandt i 2024, var det danske EU Formandskab, som man i øvrigt også vandt tilbage i 2012. Nu har man dog valgt at gentænke, hvordan man går ind i nye projekter, fortæller René Crone:
Fremover går vi alene efter projekter, hvor vi enten selv har teten på konceptudviklingen af egne begivenheder og projekter eller indgår direkte som konsulenter til store virksomheder og organisationer med hensyn til at rådgive omkring udviklingen, ledelsen og implementeringen af oplevelseskommunikation, begivenheder og events.”
Det betyder, at Crone & Co fremoveri højere grad ikke ejer selve implementeringen af projekterne, men bistår som konsulenter, så andre kan bruge bureauets erfaring til selv at udvikle, lede og gennemføre deres projekter.
”Det er derfor også helt sandsynligt, at man også vil kunne se os som samarbejdspartnere til det vi tidligere ville have kaldt konkurrenter, hvor vi vil indgå i alliancer og støtte med vores erfaring og kompetence, således at de kan skabe nogle endnu stærkere projekter sammen med deres kunder,” siger René Crone.
Nøgletal for Crone & Co
- Bruttoavance 9,771 mio. kr. +1269.1 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,086 mio. kr. +204,2 pct.
- Lønandel 55,5 (78,2)
- Resultat før skat +2,574 mio. kr. +12.770,0 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
