Dårlige tider? To internationale netværk voksede markant

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bl.a. melder Havas om sit bedste kvartal i 3 år, mens WPP også har noteret pæn fremgang.

Hvis markedet er hårdt, så må det først og fremmest skyldes usikkerhed. For noget tyder på, at der fortsat er masser af aktivitet.

I hvert fald hvis man bedømmer på to kvartalsregnskaber fra to af de store internationale netværk.

Det drejer sig om verdens største, WPP Group, og Havas, hvor sidstnævnte faktisk fortæller om det bedste kvartal i tre år.

Havas taler om vækst i alle markeder undtagen Frankrig. Den organiske vækst er opgjort til 7,3 pct., mens gruppen samlet voksede med 5 pct. til ca. 2,9 mia. kr.

WPPs omsætning steg i 3. kvartal med ca. 9 pct. til ca. 20 mia. kr. – meget drevet af succes på new business området.

USA viste en aftagende vækst – et plus på 4,6 pct. i 3. kvartal mod 6,1 pct. i 2. kvartal, mens Vesteuropa voksede markant med 13 pct. Det er WPPs reklame- og media-forretninger, der voksede mest, mens insight kun voksede med 0,7 pct.

Når det kommer til fremtidsudsigterne, så er Havas’ CEO, David Jones, dog mere usikker.

“Der er meget uvished blandt vores kunder,” siger David Jones til AdAge og konstaterer, at situationen er helt anderledes end i 2008, hvor der blev skåret over en bred kam. Nu er der nogle få kunder, der planlægger nedskæringer, mens andre planlægger både for et normalt scenarie og en back-up plan, der involverer nedskæringer.

“Der er mange, som ikke planlægger at skære. Et antal CEO’s siger, at de tror, at næste år vil blive hårdere og at de vil se, hvordan det udvikler sig i første kvartal,” siger David Jones og fortæller om en global kunde, der konstaterede, at ingen aner, hvad man kan forvente til næste år.

Hos WPP peges der dog på, at OL i London og præsidentvalg i USA vil have en positiv effekt på mediemarkedet.

Kilde: AdAge og Brandrepublic