Nogle gange bliver virksomheder så grebet af en ny teknologi, at de glemmer at tænke sig om. Det skriver Jakob Vølver, der er journalist og bor i New York.
Og det han tænker på her, er QR-koder, som der jo har været en del debat om på bureaubiz.dk.
Jakob Vølver, der skriver om hjemmesider og software i Jyllands-Posten, synes, at det er “svært underholdende at svælge i fejlslagen markedsføring udført af PR-folk, der har ladet sig forføre af ny teknologi, der egentlig slet ikke er beregnet til markedsføring, men til at holde styr på varer og lagerbeholdning”.
I princippet, mener Jakob Vølver, er QR-koder smarte, men nogle firmaer placerer koderne så tåbeligt, at de enten er umulige at scanne eller man udsætter sig selv og andre for livsfare i forsøget på at komme tæt nok på.
Som eksempel nævner den danske New York-journalist lastbiler, der kører rundt med QR-koder på bagsmækken eller når virksomheder placerer dem på reklamer i underjordiske metro- eller subway-stationer uden net forbindelse.
Eller som flyselskabet Continental, der i 2011 havde QR-koder i deres flymagasiner til trods for, at passagererne dels blev bedt om at slukke deres telefoner og dels ikke havde adgang til internettet i 10 kilometers højde.
De mest uigennemtænkte eksempler på dårlig QR-markedsføring er samlet på www.wtfqrcodes.com – what the fuck qr-codes?(Jyllands-Posten Lørdag, Puls’ bagside).
Danske topchefer skal blive bedre til at stå frem
Amerikanerne er bedre til at præsentere en virksomheds topchef som et helt menneske, der ud over sit job også engagerer sig i det sociale, politiske og offentlige liv.
Det siger Irene Pollach, amerikansk forsker fra Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet, der har undersøgt, hvordan europæiske og amerikanske selskaber præsenterer den administrerende direktør.
“Amerikanske topledere tager et ansvar, som ikke nødvendigvis hænger sammen med deres virksomhed. Det kan være, at de involverer sig i en organisation, i velgørenhed, i en tænketank, en universitetsbestyrelse eller en politisk komite”, siger den amerikanske forsker.
Et eksempel er den amerikanske virksomhed Best Buy, der har valgt en farverig og personlig præsentation af deres topchef Brian Dunn.
Under linket ‘Meet Brian’ kan de besøgende på hjemmesiden få mere at vide om Dunn, som i en You Tube-video fortæller om sit syn på god kundeservice og hvorfor han holder af at arbejde i organisationen. Her lufter han både sit personlige engagement i organisationen, hvad han står for som topchef og forventningerne til de ansatte.
Både Irene Pollach og Søren Bechmann, der tidligere har været partner og direktør hos Recommended, og har udgivet flere bøger om ledelse og branding, mener samtidig, at topledernes person- og privatliv er irrelevant. Men Søren Bechmann, peger på, at der er undtagelser.
“Jeg ville personligt være ligeglad med at læse om, hvor den nye Danske Bank-chef eventuelt går på jagt, hvor han tager hen på skiferie eller for den sags skyld, hvordan han er som ægtemand. Men det ville være interessant at vide, hvis han har et sponsorbarn i Colombia. Den information ville være med til at nuancere billedet af banken og af ham”.
Det afgørende er, at der er overensstemmelse mellem det, som en adm.dir. står for og den virksomhed, som han repræsenterer, tilføjer Bechmann.
Præsentationen af topchefen skal have hold i virkeligheden og der skal være en rød tråd til virksomheden i den personlige fortælling, understreger Irene Pollach:
“Hvis han udelukkende er en kedelig administrator, giver det ikke mening, at præsentere ham som andet. Men det er værd at overveje, om ikke han har andet interessant at vise frem end listen af tidligere job” (Jyllands-Posten Søndag, Karriere p. 4).
Branchefolk i medierne
I en artikel om personlige trænere, fortæller adm.dir. i reklamebureauet Mensch, Frederik Preisler, at han har en personlig træner fordi det er en investering i hans velbefindende.
På spørgsmålet om det ikke er fordi det er trendy og giver status at have en personlig træner, svarer Preisler, at der ikke er meget status over at ligge og pruste foran andre, mens der er én, som råber af ham (Berlingske Søndag, MS p. 16).
