Dagligvarer står foran gennembrud på nettet

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: FDIH spår at dagligvarer vil få et gennembrud i 2014 og at de vil få en betydelig andel af al den detailhandel, der vil foregå på nettet, som i 2020 – ifølge FDIH – vil udgøre 50 procent.

Nemlig.com startede med at sælge dagligvarer til private via internettet i august 2010. Indtil da havde de – under navnet Intervare  – kun leveret til ældresektoren.

Sidan da er de gået fra 70 til over 250 ansatte.

Ifølge FDIH er det ikke en tilfældighed, men et eksempel på en tendens: Der bliver meget mere salg af dagligvarer specifikt og detailhandel generelt på nettet i fremtiden.

Ifølge Berlingske tegner dagligvarer sig lige nu kun for fire procent af den samlede handel på nettet, men det varer ikke længe:

”Mit personlige gæt er, at vi i 2014 ser et folkeligt gennembrud. Vi oplever, at Nemlig.com, Irmatorvet og SuperBest modner markedet. Folk begynder at forstå, at kvaliteten er høj på varerne”, siger direktør i FDIH, Foreningen for Dansk Internet Handel, Annette Falberg og fortsætter:

”Når det kommer, så bliver det rigtig stort. Her hos FDIH vurderer vi, at omkring 50 procent af al detailhandel vil blive solgt på nettet i 2020, og her vil dagligvarer få en betydelig andel”.

Også hos nemlig.com, mener man at handel med dagligvarer over nettet, står foran et gennembrud og det er fordi, at man har knækket koden:

”Hver gang en særlig varegruppe er blevet en salgssucces på nettet, er det fordi, man har fundet ud af at bryde den kode, der skulle til for at sælge netop den vare. Ved tøj sagde alle, at det kunne man ikke sælge på nettet. For folk vil altid prøve tøjet og røre ved det. Det var først i det øjeblik, at netbutikken fandt ud af, at gøre kundernes hjem til et prøverum, at det eksploderede. Nu køber folk forskellige størrelser af samme skjorte og så har netbutikkerne gjort det ekstremt nemt at sende tøjet retur”, siger Stefan Plenge, der er direktør og stifter af nemlig.com (Berlingske Business, p. 12-13).