Selv om Daloon har levet en – på overfladen – omskiftelig tilværelse de senere år, så har virksomheden holdt fast i den samme kontaktperson hele vejen igennem.
Denne trofasthed – understregende klassikeren It’s a people’s business – kan reklamebureauet Opening så gøre sig forhåbning om. De er nemlig valgt som Daloons nye bureau på BtB.
På BtC har Daloons gennemgående bureaukontakt været Robert Rasmussen – først på Scanad, der gik konkurs i 2011, så på Andersen & Blæsbjerg, der to år efter også gik konkurs. Siden foråret 2013 har Robert Andersen – og Daloon – været på Clockwork.
Nu har fødevareproducenten med speciale i forårsruller som nævnt valgt Opening til at brande Daloon på BtB – i første omgang til det danske marked og efterfølgende til Skandinavien.
”Vi har valgt Opening som nyt bureau på foodservice, da de med deres viden og indsigt kan være med til at styrke vores position på de skandinaviske markeder. Vi står over for nogle spændende opgaver og for at sikre succes i foodservice markedet, kræver det specialister – og dem har vi fundet i Opening”, siger kommerciel direktør i Daloon, Bjarne Dahl
Openings speciale på food-området er oparbejdet med kunder som Rynkeby, Odense Marcipan, Tulip, Kohberg og Findus.