Spørgsmålet – eller rettere mit svar – er ikke, om jeg gerne ville, men snarere om jeg kunne have lavet den? Næppe. For jeg forstår ikke helt, hvad den vil, og om den derfor gør det. Og det er jo essentielt, når man tror på, at reklame banalt set handler om, at få folk til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort.
Hvad jeg taler om? “Lidt mere af det hele” – kampagnen fra Mensch for Danmarks almene boliger. En tour de force af fascinerende billeder, fragmenter af liv, små og store historier, gamle, unge, danskere af anden etnisk baggrund, børn, høns, kulturtillægget fra Politikken og selvfølgelig en nøgen mand! Et episk værk der forfører. Og forarger.
En “Coffee table book” på mit nye digitale sendesignal. Et visuelt bombardement. 50 klip på 50 sekunder. En smuk musikvideo og promovering af bandet “The Floor is Made of Lava”. Billedkunst der folder sig stort ud på broadsheet i Politiken og fortsætter i et fem minutter langt epos på kampagnesitet, hvor Danmarks mest prisbelønnede fotograf, Jan Grarup, sætter ord på sine billeder. Til ære for hvem? Bestyrelsen? Lejerne? Resten af Danmark? Mig? Sig selv? Reklamebureauet?
Først blev jeg forarget. Elitært! Den kreative klasse i selvsving! Reklame for reklamens skyld. Så mange penge brugt på hvad? Og for hvem? Nåede undervejs at gætte på samtlige banker, forsikringsselskaber, politiske partier og energiselskaber som afsender. Hvorfor? Hvad vil de mig? Hvilken forskel gør det? Bedre boliger? Flere boliger? Næppe billigere boliger!
Men jeg erkender, at jeg også blev misundelig. Lidt efter lidt. Er det kommunikation løftet til et næsten kunstnerisk niveau? Er det i virkeligheden effektiv propaganda. Var jeg for middelmådig og visionsløs i min forargelse? Ved det ikke og bliver nok aldrig enig med mig selv. Føler mig fremmedgjort – og samtidig draget. Og ved ikke hvorfor.
Fakta er, at TV-spottet fik mig op af sofaen og ind på nettet. Efter bare én visning. Ikke fordi jeg blev bedt om det. Ikke fordi jeg fik en web-adresse. Det gjorde jeg nemlig ikke! Den slags bruger man vist ikke i imagekampagner. Men fordi jeg måtte have en forklaring. Fordi der måtte være mere. Bare lidt mere. Et budskab. En mening med galskaben. Men også fordi jeg blev nysgerrig. Hvad fanden handler dette om? Hvem er egentlig “Danmarks almene boliger”?
Web-adressen hjalp Google med. Mere svært var det heller ikke. Og jeg fik at vide, at almene boliger er et alternativ til det private ejendomsmarked. At det er dig og mig. Os alle sammen. Også selv om vi ikke bor der. Og at vi godt kan være lidt stolte!
Jeg ved bare stadig ikke, hvad det er, jeg skal gøre. Eller hvad det er, jeg har gjort, som jeg skal være stolt af.
Skal jeg være stolt af, at jeg betaler min skat og hvert fjerde år sætter mit kryds? Er det handling nok, at jeg reflekterede? Og reflekterede over min egen umiddelbare forargelse. Er det nok, at jeg fandt ud af, at en femtedel af Danmarks befolkning bor i almene boliger? Men at nogen (?) har stjålet deres stolthed og værdighed. Er det en viden, der vil påvirke mig, når vi næste gang skal vælge mellem Helle og Løkke?
Som sådan har jeg jo alligevel gjort noget, jeg ellers ikke ville have gjort. Endda uden at blive bedt om det! Som sådan har jeg flyttet mig. Knap nok bevidst. Kampagnen har involveret mig. Og selv om jeg stadig føler mig lidt alene og usikker i forhold til, at det vist drejer sig om en fælles stolthed, vi som samfund burde føle, så er kampagnen på sigt måske alligevel alle pengene værd. Hvis vi bliver mange nok.
Men tilbage til denne klummes egentlige emne. Uden at tænke på om pengene er givet rigtigt ud, så ville jeg sgu’ gerne have lavet den. Og jeg ville have været stolt af det. Godt nok forstod jeg først, hvad det handlede om, da jeg fik det forklaret. Og er stadig i tvivl om jeg helt forstår meningen med det. Men sådan er det jo med kunst!
Her er de, selve filmen og hele sitet:
http://www.youtube.com/watch?v=YX1rN7T_VA0
http://www.danmarksalmeneboliger.dk/#/1/
I den virkelige verden ville jeg være tilfreds med bare at have lavet IKEAs produktannoncer!
