Mindshare er for nylig flyttet fra Landemærket og 400 meter længere væk til Antonigade. Ikke i sig selv opsigtsvækkende. Flytningen dækker dog over, at alle GroupMs bureauer nu bor under samme tag.
Og det er ikke helt tilfældigt. Fordi de fem mediabureauer – Mediacom, MEC Danmark, Mindshare, Maxus og Mediabroker – arbejder mere og mere sammen.
“På en række områder kan vi mere sammen end hver for sig – f.eks. inden for indkøb, finans, IT og opbygning af specialist-enheder. Derfor gør vi mere sammen for at opnå synergier til fordel for vores kunder – samtidig med at vi fastholder hver vores særkender,” siger adm. dir. Martin O. Rasmussen, Mindshare og fortsætter:
“Selvom vi boede blot 400 meter væk fra de andre, så er det nu engang sådan, at der er en del ting, der foregår lettere, når man sidder tæt på hinanden.”
Bureaubiz har i den årlige bureaurapport slået GroupM sammen, og derved er selskabet blevet Danmarks klart største bureau med en omsætning på 2,288 mia. kr., en bruttoavance på 243 mio. kr. og 300 medarbejdere.
Men GroupM er ikke bare Danmarks største bureau. Det er også en af Danmarks største rådgivervirksomheder.
I det netop udkomne nummer fra Berlingskes Nyhedsmagasin med Danmarks 1000 største virksomheder optræder mediabureauerne i gruppen “ServiceRådgivning”. Her er Deloitte størst efterfulgt af PricewaterhouseCoopers og KPMG.
På fjerdepladsen kommer så Aegis Media med en omsætning på 1,325 mia. kr.
Deloitte topper med en samlet omsætning på 2,288 mio. kr. – nøjagtig det samme som GroupM, der således ville komme ind på en delt førsteplads.
Det skal dog tilføjes, at det måske ikke er helt fair at sammenligne medieomsætning på vegne af kunder med Deloittes omsætning – hvilket f.eks. viser sig, at Deloitte har over 2300 ansatte sammenlignet med GroupMs 300.