Der er godt gang i de danske fitness-centre – også når det gælder bureau-valg.
De seneste måneder har Bureaubiz kunnet berette om nye bureauer til Fitness dk (Geschæft) og Urban Gym (Boye & Spellerberg, Blackwood Seven, Help PR og China Soft).
Sidstnævnte er ejet af landets største kæde på området, Fitness World, og også her har man gennem noget tid været på jagt efter et nyt bureau. Det oplyste Fitness Worlds nytiltrådte marketingdirektør Philip Philipson i august.
Han uddybede ved den lejlighed, at der allerede havde været samtaler med 7 bureauer.
Og ifølge Bureaubiz’ oplysninger er valget nu taget.
Det blev Ocean Agency.
Det har trods gentagende forsøg ikke været muligt at få kontakt til Fitness Worlds marketingdirektør eller til Ocean Agency.
Fitness Worlds søgen drejede sig om et leadbureau, og meldingen fra Philip Philipson lød i forrige måned:
”Hvis de favner de behov, vi har, nøjes vi med ét bureau. Hvis ikke, så skal vi ud at finde flere”.
Fitness World samarbejder med bl.a. Umwelt, og bureauets adm. direktør, Martin Michael Hansen, er relativt fåmælt:
”Vi har været bureau for Fitness World siden 2012 og vi laver stadig opgaver for dem. Mere kan jeg ikke sige.”
Magnetix kom også til som bureau hos Fitness World i 2012, men arbejder ikke for Fitness World i dag og har ikke gjort det i noget tid. Blackwood Seven blev valgt som mediabureau i 2014 (og afløste Mediacom).
Hos konkurrenten Fitness dk skiftede man mediabureau sidste år – fra IUM til Vizeum.